Annonce


Sejr i røg og damp
rmb-herlev_250113_BP.jpg
Matias Lassen jubler sammen med resten af Mighty Bulls efter han scorede sit første mål for tyrene. Foto: Brian Sejer Poulsen
Ishockey Mighty Bulls vandt igen over naboerne fra Herlev baseret på en solid 1. periode, hvor den 16-årige Mattias Lassen viste vejen med sit første mål og Jannik Karvinen scorede to gange. Det ene i powerplay.

Rødovre-Herlev 5-1 (3-0, 0-0, 2-1)
05:14 1-0 Mattias Lassen (Astrup)
07:28 2-0 Jannik Karvinen (Astrup og Chistyakov), pp1
18:26 3-0 Jannik Karvinen (Ruelykke og Bergholt)
41:03 3-1 Andreas Sabroe (Johansson og Dresler)
50:35 4-1 Andrej Chistyakov (Terminesi og Astrup)
Udvisninger:
RMB: 6×2
Herlev: 7×2
1.369 tilskuere

En forrygende første periode, blev afløst af et fyrværkeri af store afbrændere i den midterste periode, mens
den sidste 1/3-del af kampen blev flyttet ud på tilskuerpladserne, hvor fontæner i Herlevs tilskuer ende fik
røgen til at brede sig i hallen.
Efterfølgende bredte den intense stemning blandt Herlevs tilskuere sig til uro, og opmærksomheden blev
flyttet fra banen op på tilskuerpladserne. Det kunne også være godt det samme, for på banen blev der
spillet noget af det mest uorganiserede omgang indianer-hockey, hvor den ene fejl afløste den anden.

Annonce

Så lad os flytte opmærksomheden fra den grufulde 3. periode til de virkelig gode første 20
Rødovreminutter, hvor tre milepæle var værd at bemærke for MIghty Bulls fans.
Først og fremmest scorede den 16-årige back Mattias Lassen sit første mål i Al-bank Ligaen, da han sørgede
for kampens første scoring.
”Vi cirklede rundt i Herlevs zone, og vi får alligevel skiftet lidt ud, for jeg kom på isen fra vores boks. Pucken
blev skudt rundt i banden, og op i min side. Jeg fik fat i pucken, og sendte den mod mål samtidig med at
Astrup løb ind foran deres målmand, der fik spærret udsynet, så pucken heldigvis gik ind,” forklarer Lassen
om sin første scoring. Han fortsætter:
”Det var en rigtig fed fornemmelse at få scoret. Nu skal pucken hjem på mit værelse,” siger den unge back,
der fylder 17 år i marts måned.

Endelig en dobbelt Karvinen
En anden milepæl var Rødovres scoring i powerplay, som Mighty Bulls spillerne alt for sjældent oplever.
Målet blev scoret at Jannik Karvinen, som også stod for den tredje milepæl, da han endelig nettede to
gange i en kamp. Noget som fansene og Karvinen selv har oplevet tit, bare ikke i denne sæson.
”Det var rart at score to mål i en kamp, men det var vigtigere, vi fik scoret i powerplay. Det var faktisk
en forløsning at se pucken gå i mål under et powerplay,” sagde en bundærlig Karvinen, der også fik to
minutters udvisning for at slås. Det er en yderst sjælden forseelse for den altid rolige forward.
”Det er fint nok, at jeg fik to minutter, men det irriterer mig, at dommerne ikke så den spearing, som han
lavede på mig inden vi skubbede lidt til hinanden.”

Spillet funklede i de første 20 minutter set med Rødovreøjne, men det var der en årsag til, ifølge Mattias
Lassen og Herlevs Jonas Sass.
”Vi fik et hurtigt mål, og det var vigtigt for vores selvtillid. Herefter spillede vi en rigtig god kamp, selvom vi
backer godt kunne have gjort det bedre, da vi gav dem for god plads. Det gav Herlev nogle store chancer.
Heldigvis var vi skarpe i dag, og det er altså vigtigt, så vi kan bygge på med hensyn til vores selvtillid,” siger
Mattias Lassen.
Herlevs Jonas Sass havde en vinkel på årsagen til Rødovres flotte spil.
”Vi gjorde ikke det, som vi havde aftalt. Det ser ud til, at vi ikke er klar over, at det er ved at være tid til
slutspil. Vi skal øve detaljerne og indarbejde alle ting, så vi er klar til playoff. Fra i dag har vi otte kampe
til at forberede os, og det gælder blandt andet ordentligt hockey på udebane, hvor vi skal turde spille
simpelt,” mener Sass, der pointerede, at Rødovres sejr var fuldt fortjent.

De midterste 20 minutter var præget af mange udvisninger, kæmpe afbrændere og flot målmandsspil i
begge ender. Derfor endte den periode målløs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top