Annonce


Rødovre-dreng er tilbage
sebasian-dahm_morten-allesoe_RMB-soenderjyske_12_280912_BP.jpg
Foto: Brian Poulsen
Ishockey Morten Andreasen er tilbage på sin barndomsis, når han på tirsdag med Odense Bulldogs besøger Rødovre Mighty Bulls til sæsonens hidtil mest imødesete kamp.

Rødovre-drengen Morten Andreasen spiller med stor succes på sin anden sæson for fynske Odense Bulldogs.

Når Rødovre Lokal Nyt på tirsdag byder indenfor i Rødovre Skøjte Arena til kampen mellem Rødovre og Odense, vil tilskuerne således få et gensyn med den tidligere assisterende kaptajn for tyrene, der nåede at spille otte sæsoner for holdet, inden han skøjtede over Storebælt.

Annonce

”Det er selvfølgelig en lidt speciel fornemmelse for mig at komme til Rødovre, eftersom jeg jo har spillet der i så mange år og kender en masse mennesker i og omkring holdet, klubben og byen. Derfor kan der godt være lidt ekstra spænding i kroppen op til de kampe, men når pucken bliver smidt, er det dog kampe som alle andre,” siger Morten Andreasen forud for opgøret i sin barndomsby.

Forventer fed kamp
For et år fyldte vi hallen med 3.500 tilskuere til en kamp mod netop Odense, og den oplevelse glemmer Andreasen ikke foreløbig.

”Jeg forventer, det bliver en fed kamp med det ekstra tryk fra lægterne, som vi også oplevede sidste år. Det er jo altid sjovest at spille for rigtig mange mennesker,” siger han og fortsætter.

”Man føler altid et pres på sig som spiller, men jeg vil ikke mene, at det pres bliver specielt større, fordi der er mange mennesker på lægterne.”

’Sumpen’ har adskillige gange kaldt ’Morten A’ ned for at modtage en hyldest efter en god præstation i tyrens trøje. Og støtten fra fansene varmer stadig hos teknikeren.

”Jeg vil da gerne sige tak for al den støtte, jeg har fået gennem årene. Det har betydet rigtig meget for mig. Jeg føler mig stadig godt tilpas og velkommen, når jeg kommer i arenaen, og dette er jeg virkelig også taknemmelig for,” lyder det fra 28-årige Morten Andreasen.

Nyder livet i Odense
Mighty Bulls-spillerne får deres sag for, når de skal forsøge at stoppe en spillelysten forward, der i 25 grundspilskampe har produceret ét point i snit (inden deadline på denne avis, red.). Andreasen har haft en forrygende sæson for hundene, og han befinder sig generelt tilpas i Danmarks tredjestørste by.

”Det går rigtig godt for mig i Odense. Jeg er glad for at bo, leve og spille ishockey i byen. Generelt har det været rart at være i klubben, som jeg synes har en rigtig god og professionel tilgang til tingene,” siger Morten Andreasen.

”Det har været med til at give ro på hverdagen, og det forplanter sig både i ishockey- og privatliv, som fungerer rigtig godt.”

Den tidligere publikumsyndling i Rødovre Skøjte Arena kommer altså på besøg på tirsdag. Opgøret mellem Mighty Bulls og Bulldogs begynder kl. 19, og Rødovres kaptajn, Michael Smidt, vil inden kampen på behørig vis blive fejret for et fornemt jubilæum. Læs hvorfor andetsteds i denne ishockeyavis.

Udtalelse fra direktør i Rødovre Mighty Bulls, Brian Møller:
”Rødovre Mighty Bulls er rigtig glade for den opbakning, som Rødovre Lokal Nyt giver til ishockeysporten i Rødovre – både med ishockeytillæggene og kampene, de køber. Spillerne er glade for det og kan mærke, når der er stemning på lægterne. Vi håber på, at der kommer rigtig mange mennesker til kampen.”

Morten Allesøe lover sejr ved fuldt hus
Vi har bedt tre spillere fra Rødovre Mighty Bulls om at give tre gode grunde til, at det bliver værd at møde op til gratiskampen på tirsdag den 15. januar mellem Rødovre og Odense:

Målmand Sebastian Dahm:
1) For at vise hockey-Danmark, at Rødovre stadig er hockeyby nummer 1!
2) Fordi vi vil elske at banke Odense foran en fyldt hockeyarena.
3) Fordi stemningen, når der er udsolgt, er helt fantastisk og skal opleves!

Back Morten Allesøe:
1) Jeg husker gratiskampen sidste sæson, hvor Arenaen var fyldt, og der var den fedeste stemning af alle kampe i hele sidste sæson!
2) Fordi vi har brug for en stærk hjemmebane op til slutspillet, og Rødovre skal være et sted, hvor ingen modstandere har lyst til at komme og spille.
3) Fordi det er så meget sjovere for både spillere og fans, når Arenaen er fyldt til randen, og vi lover en sejr, hvis der er fuldt hus!

Forward Michael Smidt:
1) At spille kamp og være tilskuer i en fyldt arena findes ikke bedre! At gå på isen og mærke stemningen, sangene og sammenholdet gør alt det hårde slid værd at trække trøjen over hovedet.
2) En hal fuld af tilskuere giver nogle procent mere, og stemningen gør bare, at spillerne får mere energi. Vi er trods alt kun mennesker, men opbakningen fra jer fans gør os bedre ude på isen.
3) Modstanderne skal igen frygte at komme til Rødovre, ikke kun på grund af modstanderen, men også vores ekstra spiller på isen, fansene. At møde en modstander, hvor deres fans synger og jubler hele kampen, kan være med til at tage modet fra en i svære situationer. Og hvad ville være bedre, end at Rødovre igen blev en fæstning, spille og fans-mæssigt, som da vi havde Kostalden og dengang vi vandt guld i Arenaen i ’99?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top