Pokalfinalen rangerer højt
floorball_damer.jpg
Rødovre FCs damer spiller lørdag pokalfinale mod AaB Floorball. Foto: Privat
Floorball For Rødovre FCs damer er pokalfinalen det ultimative mål hver sæson. På lørdag skal holdet forsøge at gentage pokaltriumfen fra 2011.

Rødovre FC står over for en meget spændende lørdag, når både klubbens damer og herrer spiller pokalfinale i Sønderborg.

Herrerne har triumferet i pokalfinalen i de seneste to sæsoner, mens damerne vandt i 2011. Nu håber ligadamerne på, at det kan blive til endnu en titel, når AaB Floorball er modstanderen lørdag.

Annonce

”Det er vigtigt for Rødovres damer at være i pokalfinalen hvert år. Det er den nemmeste måde at komme i en finale, da holdet kun spiller mod østholdene. Da vestholdene generelt er et niveau bedre end østholdene, er det i hvert fald målet hvert år at komme i pokalfinalen,” siger holdets træner, Niels Pedersen.

Svag østrække
Finalemodstanderen fra Aalborg er i spidsen for Unihoc Floorball Ligaen vest med ni sejre i 10 kampe, mens damerne fra Rødovre har 11 sejre i ligeså mange kampe. Der er altså lagt op til en tæt og yderst spændende match.

Rødovre håber, at deres suverænitet i østrækken i ligaen i denne sæson vil blive udfordret i fremtiden, for i øjeblikket er modstanden ikke optimal.

”Der er desværre ikke den største modstand i østrækken lige nu. FF København er nok den bedste modstander. Men om to-tre år er Hvidovre nok også bedre med, da de har en god ungdomsafdeling, og det mangler vi lidt i Rødovre, hvis man skal være ærlig,” forklarer Niels Pedersen, der blev træner for holdet i sommers.

Nye medlemmer
Floorball for damer er ikke så udbredt som andre sportsgrene, og i Rødovre håber man derfor på, at medlemstallet vil stige i de kommende år. Men det kræver initiativer.

”Der er mange alternativer til at tiltrække nye medlemmer. Man kan lave SFO-turneringer og gymnasie-turneringer, og man kan tage ud til de forskellige skoler og vise, hvad floorball er. Det er der rigtig mange, der ikke ved, hvad er,” siger Rødovre-træneren. Men han ved, at der er konkurrence fra andre sportsgrene.

”Håndbolden trækker flest af pigerne her i Rødovre, har jeg fået fortalt, da jeg selv kommer fra Frederikshavn. Og deroppe er der masser af piger, der gerne vil spille floorball.”

Begrænset antal spillere
Rødovres elitedamer lider lidt under, at der ikke er ret mange spillere til rådighed til kampene.

”Inden sæsonen fik vi to nye spillere fra Benløse, hvor jeg var træner i sidste sæson. Men truppen er lidt tynd i øjeblikket – blandt andet på grund af tre gravide. Vi er vist kun 12 spillere for tiden,” siger Niels Pedersen, der, på trods af holdets position i ligaen, fortæller, at holdet ikke har haft optimale betingelser at arbejde med.

”Vi har kun været otte spillere til nogle af kampene, så det har ikke været optimalt. Så det har været vigtigst bare at få sejren hjem – i hvert fald midt på sæsonen, hvor nogle har været på ferie, og hvor der har været skader. I de sidste kampe har vi vundet rimelig overbevisende, og vi har fået spillet nye systemer ind,” slutter Niels Pedersen.

De sidste tre sæsoner har alle budt på medaljer for Rødovre FCs damer. I 2009/10 vandt holdet DM-sølv, DM-guld og pokal-guld i 2010/11 samt DM-bronze i den seneste sæson, 2011/12.

Den store pokalfinaledag på lørdag i Sønderborg begynder med damernes kamp kl. 19, mens herrerne følger trop med deres finale mod Brønderslev Hot Shots kl. 20.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top