Perfekt optakt til pokalfinale
RFC_herrer_06_030312_BP.jpg
Foto: Arkiv
Floorball Rødovre FC fik den bedst tænkelige optakt til den forestående pokalfinale, da holdet hjemme vandt sikkert 4-1 over Hvidovre Attack FC i ligaen.

Rødovre FC-Hvidovre Attack FC 4-1
(1-0, 1-0, 2-1)

Det var en perfekt forpremiere for Rødovre FC inden sæsonens store opgave på lørdag i pokalfinalen, da rivalerne fra Hvidovre blev sendt tilbage over kommunegrænsen med et tremåls-nederlag.

Annonce

Kampen var præget af stor intensitet med mange nærkampe og hårde dueller. Samtidig var der godt spil og flotte mål foran de gæstende tilskuere i Rødovre Stadionhal.

Rødovre udbyggede føringen med kampens fremskred og kunne til sidst glæde sig over en sikker sejr over Unihoc Floorball Ligaens nummer fire. Hvidovre fik trøstemålet kort efter, de havde brændt et straffeslag. Men en fejl af svenske Oscar Eklund kostede alligevel shutoutet til RFC-målmand Mike Trolle.

”Vi spillede en god kamp, men der var måske lige lidt efter nytår, der skulle rystes af. Så folk var nok lidt tunge i benene i begyndelsen. Men alt i alt spillede vi en glimrende kamp og holdt dem nede på et mål, så det var rigtig godt,” siger holdets spillende cheftræner, Martin Erichsen.

”Vi ved, at Hvidovre altid går hårdt til den. De spiller ikke så hurtigt langt gulvet, men til gengæld kan de bruge benene og deres fysik.”

God optakt til pokalfinale
Cheftræneren var glad for, at holdet fik en sejr som optakt til pokalfinalen, om end han godt kunne have ønsket sig en større effektivitet.

”Det var en super god optakt til pokalfinalen. I hvert fald, at vi holdt dem nede på ét mål. Vi skulle måske selv have scoret nogle flere – specielt i anden periode, hvor vi havde rigtig mange chancer og bolde på stolperne. Det havde været super med tre-fire mål mere, men alt i alt en god kamp,” forklarer Erichsen, der går en spændende uge i møde.

”Vi ser alle sammen frem til pokalfinalen på lørdag. Nu skal vi forhåbentlig have to gode træninger i denne uge, og så håber vi på, vi er optimalt forberedt.”

To spændende hold
I finalen om pokalen venter nordjyske Brønderslev Hot Shots. Det jyske mandskab er ikke overraskende et af de bedste hold vest for Storebælt, og finalen bliver også helt tæt, ifølge Rødovre-lejren.

”Det bliver en taktisk kamp, men også rigtig god. Det er to super spændende hold, som går til stålet og samtidig har hurtige pasninger. Jeg tror, det bliver en rigtig, rigtig god kamp,” forudser Martin Erichsen.

Rødovre FC fortsætter den suveræne stil i toppen af Unihoc Floorball Ligaen øst. Holdet har hele 16 point ned til nummer to fra Benløse FC.

Den næste opgave for de danske mestre bliver altså titelforsvaret af pokalen. Slaget mod Brønderslev Hot Shots FC står på lørdag kl. 20 på neutral bane i Sønderborg.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top