Annonce

Økonomisk kattepine hos Dyreværnet
hvalpe-dyrevaernet_04_15111.jpg
Hver gang Dyreværnet redder ét liv, koster det i gennemsnit foreningen 5300 kr. Foto: Brian Poulsen
Dyreværnet Hver gang Dyreværnet redder ét liv, koster det i gennemsnit foreningen 5300 kr. Det regnskab giver sjældent sorte tal på bundlinjen, og hos Dyreværnet erkender man da også, at man økonomisk balancerer på kanten af afgrunden.

Dyreværnet på Islevdalvej er en af Danmarks ældste dyreværnsforeninger. Dyreværnet har, som den eneste dyreværnsforening i Danmark no kill-politik, og alt sættes derfor ind på at redde ethvert dyr fra aflivning.

Den humane dyrepolitik har dog store økonomiske konsekvenser. Dyreværnet på Islevdalvej skaffer nye hjem til 1500 dyr om året, men det er langt fra en lukrativ forretning Dyreværnet driver i Rødovre.

Annonce

Omkostningerne til dyrlægebehandling og forplejning løber nemlig hurtigt op, og i gennemsnit har foreningen udgifter for 5300 kr. hver gang en kat, en kanin eller en hund får et nyt hjem.

”Jo flere dyr vi redder, jo flere penge mister vi. Dyrene skal passes syv dage om ugen, have foder, den rigtige medicin, vaccinationer og det er dyrt,” fortæller direktør Signe Sehested Lund, der sidste år måtte afskedige tre ansatte som en direkte konsekvens af manglende midler.

 Finanskrisen bider hårdt
Dyreværnet havde sidste år omkostninger for otte millioner kroner. Foreningen modtager årligt en million kroner i støtte fra Dyrevælfærdspuljen og Tipsmidlerne, men de sidste syv millioner kroner skal Dyreværnet selv ud og skaffe.

”Vi modtager mange donationer fra private personer, fonde og firmaer, men vi kan godt mærke, at finanskrisen har bidt sig fast. Mange firmaer skærer støtten til os, fordi de skal spare,” fortæller Signe Sehested Lund.

 Hundehotel.
I et forsøg på at få en ny indtægtskilde valgte Dyreværnet derfor sidste år at genåbne hundepensionatet. Nu kan man som hundeejer få passet sin hund på et ’hundehotel’ på Islevdalvej, men selvom den nye forretningsmodel nu også vil få pengene til at rulle den anden vej, så forsikrer Signe Sehested Lund, at man for alt i verden stadig er fuldstændig afhængige af sponsorater og donationer.

”Der er mange danskere der støtter vores arbejde med at redde dyr, og hvis vi ikke modtog den hjælp, så ville vi slet ikke eksistere,”  forklarer hun.

Man kan læse med om Dyreværnet og støtte foreningens arbejde på www.dyrevaernet.dk   

 

FAKTA:

Dyreværnet, som blev stiftet i 1898, er en af Danmarks ældste dyreværnsforeninger. Foreningen driver Danmarks største internat, som er beliggende på Islevdalvej i Rødovre. Dyreværnet har, som den eneste dyreværnsforening i Danmark no kill-politik, og alt sættes ind på at redde ethvert dyr fra aflivning. Dyreværnet modtager dyr fra både Politi og Falck, der ofte anbringer både hunde og katte på internatet. Disse kan komme ind som hittedyr eller i forbindelse med dødsfald, fogedsager, indlæggelser eller fængselsophold. Private kan også indlevere deres dyr til internatet. Dyreværnet kører desuden på dyreværnssager året rundt.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top