Nytårstaler!
Chrummer_godtnytaar.jpg
Foto: Sille Olesen
chrumme Dronningen har gjort det. Statsministeren har gjort det. Så jeg synes, at vi har fået rigeligt med nytårstaler fra det svage køn.

Jeg er glad for, at jeg ikke skal holde en nytårstale. Jeg tror nemlig ikke, at jeg kan sige så mange ligegyldigheder. Efter min mening, skal en nytårstale (navnet taget i betragtning) se FREMAD.

Men det er selvfølgelig ikke så skide sjovt, at se fremad lige nu. Det er jo ikke sjovt at sige, at der ikke er råd til sygehus, skole, pension, dagpenge. Men til gengæld er der 0 i lønstigning og en skattestigning i horisonten. Det er sgu ikke sjovt, men sådan er det. Når baren lukker, skal bajerne betales. Om du så står og brækker dig i fuldskab og ikke engang har kunnet score en benløs invalidepensionist på 87. Sorry, loverboy. Baren lukker. At betale!

Annonce

Da Helle talte om oliekrisen og de bilfrie søndage, kunne jeg ane et lille nostalgisk smil på hendes læber. Jeg ved ikke, om Helle mente, at vi om 40 år ville smile af finanskrisen. Og tale om, hvor dejligt det var at blive drevet fra hus og hjem og ikke vide, hvor man skulle skaffe sig et job og penge. Hvor man kan tale om de 8 børn man fik, fordi man ikke havde råd til kondomer. Til den tid vil jeg jo stadig skulle være på arbejdsmarkedet – takket være finanskrisen – men jeg tror sgu næppe, jeg vil finde det lårklaskende morsomt.

Jeg husker også godt 70’ernes oliekrise. Jeg kan godt huske, at vi kunne gå rundt på motorvejen om søndagen – jov det var da meget sjovt – men for fanden, hvor var der langt hjem fra Spejderlejren i Roskilde, søndag eftermiddag på gå-ben…også selv om vi måtte gå på motorvejen.

Og det der med at gå rundt på tomme motorveje, det kan man jo gøre HVER dag….i det meste af Jylland.

Men det er rigtigt, at vi lærte noget af oliekrisen. Vi lærte at spare på varmen, bygge isolerede huse, opfinde vindmøller og biogas. Men hvad har vi så lært af finanskrisen? Vi fandt ud af, at vores banker er nogle grådige sataner. Så burde vi jo foretage nogle tiltag som gjorde, at vi brugte bankerne mindre i fremtiden. Vi skulle opfinde madrasser med koder, så vi kunne sy vores penge ind i den. Indlånsrenten er jo stort set den sammen. Vi kunne isolere huse med vores penge – eller smide pengesedlerne direkte i brændeovnen. Det er jo næsten lige så billigt som olie. Vi kunne så begynde at bruge træpenge….de brænder bedre end en 2-krone.
Men det var ikke lige det, vi valgte. Indtil videre har medicinen været, at straffe bankerne HÅRDT, ved at give dem en masse af vores skattepenge. Av for pokker. Bankerne måtte vride sig i smerte…

Åh jov, så skal vi jo huske på, at Danske Bank skrev et læserbrev i Politiken og sagde: ”Undskyld”. Det er jo selvfølgelig mere, end hvad vi fik fra de arabiske olie-sheiker i 70’erne.
Men Helle kunne så også fortælle lidt om de bedrifter regeringen havde bedrevet i året der gik. Det er skidesmart. Man skal ALTID pege på det gode man har udrettet. Men hvorfor vælge homo-vielserne som den eneste bedrift. Det er da dejligt at leve i et samfund, hvor man kan elske hvem man vil. Og at man som homoseksuel, ENDELIG kan blive viet i folkekirken. Ja, Helle. Det er helt fantastisk. Hele 5 homo-par har valgt det i 2012. – 2013 MÅ blive bedre – Godt Nytår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top