Annonce

Nyt hårdt program
jannik-karvinen_RMB-frederikshavn_13_050113_BP.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey Det hårde januar-program fortsætter i denne weekend med nye back-to-back-kampe. Rødovre Mighty Bulls lægger ud fredag på udebane mod EfB Ishockey, og med i truppen er nyerhvervelsen Marco Illemann.

Klubberne i AL-Bank Ligaen får ikke tid til megen hvile i januar måned. Kampene falder som perler på en snor, og den kommende weekend bliver igen en hård nyser – dog mest kun for Mighty Bulls, der som det eneste hold skal spille både fredag og lørdag.

Rødovre skal spille tre kampe inden for fem dage, og holdet lægger ud fredag aften på udebane mod EfB Ishockey. Esbjergenserne har vundet to ud af tre indbyrdes kampe i sæsonen, heriblandt kampen på deres egen bane.

Annonce

Vejen til målet
For cheftræner Brad Gratton er scoringskrisen det helt store hovedbrud i øjeblikket, og han håber, at hans spillere snart finder vejen til netmaskerne.

”Jeg ville ønske, jeg havde svaret på at få hul på bylden. Jeg tror, det handler lidt om at være på de rigtige steder, være klar på returpuckene og skyde i ordentlig tid. Men i sidste ende handler det om, at spillerne hver især skal finde en måde at få pucken i nettet,” siger han.

”Jeg har altid troet på, at hvis du får chancerne, skal målene nok komme. Hvis du ikke får chancerne, så har du et problem.”

Lære og hjælpe
Der er ingen tvivl om, at han på træningene hver eneste dag gør sit sil at indpiske selvtillid i spillerne. For i sidste ende er det dem, der har ansvaret for, hvad måltavlen viser efter 60 minutters ishockey.

”Én ting er sikkert. En træner kan kun lære og hjælpe og måske sætte dig på banen på de rigtige tidspunkter, men det er 100 procent spilleren selv, der skal finde vejen til nettet. Så forhåbentlig finder drengene snart dén vej,” slutter Brad Gratton.

Blot ét point adskiller Rødovre på syvendepladsen til EfB Ishockey på pladsen lige under. Tyrene har dog spillet tre kampe færre end vestjyderne.

Marco Illemann ny i truppen
Med på bussen til Vestjylland har Mighty Bulls deres helt nye spiller, Marco Illemann, der er kommet til fra Copenhagen Hockey for resten af sæsonen plus 2013/14-sæsonen. Den 18-årige back glæder sig til at trække i tyrenes trøje.

”Jeg har spillet i hele min ungdom i Rødovre, men det har været lærerigt og godt for min udvikling at være i Copenhagen Hockey i en sæson. Jeg er utrolig glad og stolt over at kunne få muligheden for at komme tilbage og spille for Rødovre Mighty Bulls. De har et spilsystem, jeg kender fra U20-landsholdet, hvor ’Gratts’ også er træner,” siger han om klubskiftet.

Marco Illemann har fået trøje nummer 10 og er således med i truppen til kampen mod EfB. Truppen er i øvrigt igen komplet, idet Frederik Jakobsen, Jan Jarábek og Anders Schultz alle er tilbage efter sygdom.

Et døgn efter kampen i Esbjerg, lørdag aften, kommer Odense Bulldogs på besøg i Rødovre Skøjte Arena, så det er unægtelig hård kost for tyrene. Men der er samtidig rig mulighed for at få revanche for de seneste otte kampe, hvor det kun er blevet til i alt 10 scoringer.

EfB Ishockey mod Rødovre Mighty Bulls begynder kl. 19 i Granly Hockey Arena. Kampens hoveddommere bliver Brian Nørgaard Janum og Jens Christian Gregersen.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top