Annonce


Nye kæder hjalp ikke
jannik-karvinen_RMB-frederikshavn_27_050113_BP.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey Kæderne var rystet til fredagens kamp ude mod EfB Ishockey, men det havde ikke den ønskede effekt for Brad Grattons tropper. Rødovre Mighty Bulls tabte 3-2, og trængselstiden fortsætter for de hårdt prøvede tyre.

EfB Ishockey-Rødovre Mighty Bulls 3-2
(2-0, 0-1, 1-1)
04:47 1-0 Tyler Mosienko (Christiansen, Nikiforuk)
10:27 2-0 Michael Binderup (Bang, Dalgaard)
36:50 2-1 Mathias Bau Hansen (Schultz, Smidt)
44:35 2-2 Jannik Karvinen (Contois, Christensen)
53:13 3-2 Morten Slot Dalgaard (Bang)
Udv.: EfB 1×2, RMB 5×2 og 1×10 (Linnet)
Skud: 33-30 (11-5, 11-13, 11-12)
Tilskuere: 989

Cheftræner Brad Gratton havde rystet posen inden fredagens kamp mod EfB Ishockey. Smidt, Bau, Schultz – Contois, Christensen, Chistyakov – Daugulis, Ekström, Astrup – Karvinen, Rasmussen, Linnet, var angrebskæde-sammensætningen. Men rokeringerne slog umiddelbart ikke til i ønsket forstand.

Annonce

Mighty Bulls tabte for anden gang i denne uge, da EfB Ishockey scorede sejrsmålet til 3-2 med under syv minutter igen. Tyrene formåede ikke at komme igen.

”Vi var dominerende i de første fem minutter i kampen, men så scorede de to mål. Vi gik lidt i stå og kom ikke rigtig ind i kampen før i anden periode. Der spillede vi lige op med dem, og Bau fik reduceret. Vi fik arbejdet os mere ind i kampen og blev mere spildominerende løbende derfra,” siger Jannik Karvinen, der scorede til 2-2 i tredje periode.

”Vi fik udlignet, og så blev det en tæt kamp, hvor den egentlig var i vores favør. De scorede så til 3-2, og skulle vi på jagt igen. Vi havde et skud, der blev blokeret af en stav kun 10 sekunder før tid, og hvor der faktisk var tomt mål.”

Jagtede EfBs føring
Rødovre er flere gange i sæsonen kommet bagud med ét eller to mål fra begyndelsen af kampen, og i Esbjerg skete det igen. Holdet skulle kæmpe sig tilbage på en svær udebane.

”Det, der kostede i kampen, var, at vi skulle jagte deres føring på 2-0 i nærmest det meste af kampen. Vi kom mere og mere ind i kampen, men det var en ret lige kamp meget af tiden. Men det blev vendt mere og mere til vores side, som kampen sked frem efter første periode,” forklarer Karvinen.

De sidste mange kampe har været med et usædvanligt magert udbytte for Mighty Bulls på målkontoen. I aften blev der sat to ind, men kan det overhovedet bruges fremadrettet?

”Vi kan selvfølgelig godt bruge de to scoringer, da vi ikke har været så effektive på det sidste. Det er da positivt, at der begynder at rasle lidt ind,” lyder det fra Rødovres #3, der beretter om naturlig skuffelse på holdet.

”Vi var selvfølgelig skuffede efter kampen, men vi skal tage de positive ting med til næste kamp. Og så skal vi have rettet de fejl, vi mener, der er skyld i, at de får scoret mål. Jeg ser ikke rigtig Esbjergs mål, men det var småting, der gjorde, at de scorede.”

God energi i nye kæder
Satsningen med at blande kæderne hjalp altså ikke i første omgang, men måske Gratton vælger at benytte samme konstellationer i lørdagens hjemmekamp mod Odense.

”Vi havde kun haft to træninger sammen, men det virkede som om, der var meget god energi i kæderne. Men det er jo op til træneren, om han fortsætter med dem eller ej. Det har vi jo ingen indvirkning på,” siger Jannik Karvinen, der tror på, at holdet kan rejse sig for alvor mod fynboerne.

”Vi skal ind og spille vores spil. Vi har jo bevist mod SønderjyskE og Frederikshavn, at vi godt kan finde ud af at spille mod de bedste hold. Det skal vi finde frem, hvis vi gerne vil være med og begynde at score flere mål og vinde kampe.”

EfB Ishockey har med sejren passeret Rødovre i AL-Bank Ligaen, og tyrene er derfor p.t. to point efter på ottendepladsen, men holdet har spillet tre færre kampe end vestjyderne. Der er hele 22 point ned til Copenhagen Hockey på sidstepladsen.

Nyerhvervelsen Marco Illemann fik dermed ikke succes i sin debut for Rødovres elitehold. Backen kan dog få smilet frem igen, når han sammen med holdkammeraterne løber på isen igen allerede under et døgn efter EfB-kampen.

Rødovre Mighty Bulls skal nemlig i de to næste kampe møde Odense Bulldogs hjemme i Rødovre Skøjte Arena. Det første slag mod ligaens nummer fem står lørdag kl. 19. Hoveddommerne bliver Jan Bigum og Thomas Lassen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top