Annonce


Når naboer bliver som familie
2610-prisen_03_100113_BP.jpg
Familien Kilic fra Rødovrevej modtager her 2610-Prisen af filialchef i Arbejdernes Landsbank Kim Dam. Familien modtager prisen for at have hjulpet deres overboere igennem en svær tid. Foto: Brian Poulsen
2610-prisen Familien Kilic kørte i pendulfart mellem Rødovrevej og Rigshospitalet, da overboen Klaus Bubæck skulle have fortaget en hjerteoperation. I sidste uge modtog familien 2610-Prisen for deres varme og omsorg.

“Danmarks mest omsorgsfulde familie bor under os,” forsikrer Birthe Juul Poulsen. Hun er klar i mælet og skråsikker i sin påstand. Og når man hører hendes begrundelse, kan man godt forstå hende.
Klaus Bubæck og Birthe Juul Poulsens underboere har nemlig vist en næstekærlighed, som man sjældent møder i dagens Danmark. Klaus Bubæck fik sidste efterår foretaget en hjerteoperation, og i den forbindelse var Aytin og Ibrahim Kilic behjælpelige med alt lige fra madlavning til transport frem og tilbage fra Rigshospitalet.
“Hver dag kørte de os frem og tilbage til hospitalet. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, de er bare fantastiske. De handlede ind for os og lavede mad til os.  Jeg har været sygeplejerske i 40 år, og jeg har aldrig mødt nogen, der har gjort det samme,” siger Birthe Juul Poulsen, der dermed valgte at indstille de hjælpsomme naboer til 2610-Prisen.

Sådan er vores kultur
2610-Prisen uddeles i samarbejde mellem Rødovre Lokal Nyt og Arbejdernes Landsbank, og følelserne fik frit løb, da filialchef Kim Dam overraskede familien med prisen på hjemmeadressen på Rødovrevej. Ibrahim Kilic modtog stolt prisen, men han føler ikke, at han har gjort noget ekstraordinært. For ham er det helt naturligt, at man hjælper sine naboer.
“Man skal hjælpe sine medmennesker, for hvis mine naboer har det godt, så har jeg det også godt. Sådan er vores kultur og tro,”  fortæller han og fortsætter:
“Jeg er farveblind, hvad angår hudfarve og kulturel overbevisning. Det handler om, at have respekt for hinanden og hjælpe hinanden, hvis man kan. Vores naboer er også en del af familien,” siger han.

Annonce

Vil ikke flytte
Efter Klaus Bubæcks hjerteoperation er det blevet svært at komme op i lejligheden på 2. sal. Tanken om at flytte væk fra familien Kilic er dog ikke til at bære.
“Vi vil for alt i verden ikke flytte, for naboerne flytter jo ikke med,” griner Birthe Juul Poulsen.

4 kommentarer om “Når naboer bliver som familie”

  1. Esra Arici siger:

    Det er fremragende at se mine muslimske medtænkere, fremstille så en flot indsats for deres naboer. Dette er helt klart et fantastisk eksempel for os ALLE i Danmark.

    pt. mht. Ibrahim Kilics kommentar om at det kommer fra kultur og tro: At være god mod sin nabo er blevet en del af det tyrkiske kultur netop fordi Islam pålægger det for enhver muslim, at tage hånd om sin nabo, være behjælpelig, venlig, smilende, og dele sit mad endda. Proften Muhammed (fvmh) har utallige gange udtrykt sig klart om at hjælpe ens nabo specielt hvis ens nabo er fattig, et eksempel på dette er, at koger man suppe, skal man putte ekstra vand i, for at naboerne kan gå gavn af maden i huset. Så må de interesserede selv undersøge videre med hvad vores MISFORSTÅET profet mere har pålagt muslimerne omkring medmenneskelighed, for det er helt klart min overbevisning, at ingen mennesker på jordkloden er eller har været eller vil være mere medmenneske end ham(fvmh), da denne egenskab kommer fra Gud alene, som alt andet.

  2. John Helligsø siger:

    Her er da et fremragende eksempel på ÆGTE næstekærlighed 🙂 det luner at se
    Stor respekt til underboen.
    Men næstekærlighed rækker langt uden for islam, kristendom, eller hvilken som helst religion – så bare kom igang derude, vis lidt initiativ og hjælp din næste…..

  3. Ali siger:

    Dejlig historie 🙂

  4. Dorthe Antonsen siger:

    Hvor er det dog en solskinshistorie!!! 🙂

    Der er mange der kunne lære af denne historie at hjælpsomhed går ud over landegrænser og ud over vores eget dørtrin. Og man skal ikke altid have noget for det. For det er desværre efterhånden blevet mentaliteten i vores lille andedam. Man gør kun noget for andre hvis man får noget for det. Det behøver man ikke.

    Husk hjælpsomhed er en gave, som man giver for at hjælpe andre. Og så får man det også godt selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top