Annonce

Lyden af vækstlag
DSC_0028.jpg
Foto: Oliver Klitgård Larsen
anmeldelse Et nyt koncept så dagens lys i fredags, da Viften åbnede dørene til den første omgang af ”Nordisk 2013 – lyden af vækstlag”

”Nordisk 2013 – Lyden af vækstlag” er et nyt turnekoncept, hvor fire up-coming friske bands fra rundt om i Norden, tager på en turne sammen, og gør opmærksom på sig selv. Det er et koncept vi forhåbentlig får set mere til, for kvalitetsmæssigt var det virkelig godt, det vi fik denne aften, der endda var premiere aften. Dog skal arrangørerne bag konceptet være opmærksom på at arrangere sine optrædende i en bedre rækkefølge.
Vi åbnede med færøske Frosfelt, der startede med frontsanger og sangskriver Líggjas alene med sit klaver, hvor vi blev præsenteret for storladen nostalgi og sad love songs, der virkelig fra start krævede meget af sit publikum. Tre-fire numre senere, kom hans band på og udtrykket blev noget jeg bedst kunne beskrive, som en mere heavy og rustik udgave af Mew, tilsat lidt synch elektropop ala Depeche Mode. Det var synd for Líggjas at han var på først. Han var klart aftenens mest interessante indslag med et spændende musikalsk univers, der får en til at føle man er på Færøerne, fanget deroppe i mørket, i et forladt hus. Det er høj kvalitet, men det er også krævende. På sådan en maraton aften som denne, så er det dumt at starte med en så ”krævende” musiker, fordi hans musik efterlader et indtryk man lige skal fordøje (på en god måde).  Han skulle have været på næstsidst, lige før danskerne, som også blev placeret forkert.
Herefter fik vi norske HighasaKite, der spillede en poprock med stærk inspiration og rødder i folk, ala. Patti Smith og Arcade Fire. De skulle have åbnet ballet. Meget fordøjeligt, nem at lytte til, og faktisk et godt band. Men da de fulgte Frostfelt jamen så fremstod de langt mere uinteressante end de egentlig var. Dog også lidt deres egen skyld. De havde to sangerinder i front, og når hende der var hovedsangeren sang alene, var det ikke altid lige godt. Hun lød nogen gange som en falsk syngende Björk. Andre gange ramte hun virkelig plet. Men det gav bare ikke et fuldendt billede. Men rigtig spændende band. Ingen tvivl der. De kunne godt ende med at lave den skandinaviske pendant til mesteralbummet Neon Bible.
Og minsandten om vi ikke fortsætter med at placere forkert. Danske Dangers of the Sea kom på herefter, og de var klart aftens mest helstøbte og bedste indslag. De spillede en god indie rock som vi kender det fra Saybia, Kashmir og Tim Christensen. De var kun med på et afbud sagde de denne aften, gad godt vide for hvem egentlig? Fordi Dangers of the Sea bliver et savn på resten af tournen. De skulle have været på til sidst. Havde været en perfekt slutning på aften.
Og endelig Human Woman fra Island. Elektropop når det er bedst/værst. Elektropop er godt, men her må man også godt kigge på kvalitet. Fordi jeg ved ikke om Human Woman bare havde en dårlig aften, men det spillede slet ikke for mig det jeg hørte. Dårlig vokal, og musikken ikke interessant. Man burde have fundet et andet elektropop indslag. Fordi elektropop kan virkelig være godt. Bare ikke det her.
Rækkefølgen skulle have heddet HighasaKite, elektropop indslag, Frostfelt og så Dangers of the Sea. Så havde det været en perfekt premie aften. Nu fik vi en god start, god kvalitet men med enkelte skønhedsfejl.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top