Annonce

Illemann: Alle gav 110 procent
jubel_RMB-herlev_10_161012_BP.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey Nyerhvervelsen Marco Illemann fik sin hjemmedebut mod Odense, og den vil han formentlig sent glemme. ”Samtlige mand på holdet gav 110 procent og arbejdede stenhårdt,” siger den 18-årige Mighty Bulls-back efter 5-0-sejren.

Der herskede ingen tvivl på Rødovres spillergang efter kampen mod Odense; holdet havde snuppet alle tre point. Efter små tre måneders sejrstørke foran egne tilskuere kunne jublen og musikken bryde ud. Hvilken herlig oplevelse.

For Rødovres nylige tilgang, Marco Illemann, var det en fantastisk debut at få på hjemmebane – på et hold, hvor han føler sig godt tilpas.

Annonce

”Det er et super fedt hold at komme ind på. Det er rart at være her, og der er et godt sammenhold. Og så var det selvfølgelig et plus med en sejr i min første hjemmekamp,” siger Rødovre-drengen.

”Vi spillede lidt sløjt i Esbjerg, synes jeg, men i dag stod vi sammen og steppede op. Samtlige mand på holdet gav 110 procent og arbejdede stenhårdt. Det fungerede bare i dag.”

Masser af gejst
Illemann figurerer på U20-landsholdet, hvor han også har coach Gratton som træner. Det er positivt i forhold til stilen hos Mighty Bulls.

”Jeg kender spillestilen fra U20-landsholdet, så jeg ved, hvordan det fungerer. Jeg føler mig godt tilpas og har nok på den måde fået masser af gejst til at spille,” udtaler Illemann, der har fået sin ishockeyopvækst i RSIK.

”Jeg har spillet hele min ungdomstid i Rødovre, og det har hele tiden været meningen, at jeg skulle tilbage igen. Jeg har overhovedet intet dårligt at sige om Copenhagen, men jeg fik chancen for at komme tilbage, og den greb jeg prompte.”

Bruge sin fysik
Den store back håber, at hans nye mandskab kan få succes i slutspillet, og han vil selv bidrage med det, han er allerbedst til.

”Jeg håber selvfølgelig, vi kan gå videre fra første runde i playoff, og så kan alt ske derfra.

Mine forcer ligger i forsvarszonen, hvor jeg kan bruge min fysik. Det handler for mig om at få pucken og spille den simpelt fremad til angriberne, for jeg er ikke den store tekniker,” slutter Marco Illemann, der faktisk fik en assist i sejren over Odense.

Efter kampen talte vi også med Anders Schultz, der var aftenens fjerde målscorer på et sprudlende Rødovre-hold. Han glædede sig over, at tyrene endelig igen vandt på hjemmebane.

”Det var et stykke tid siden, så det var rigtig dejligt. Den var længe ventet. Vi arbejdede rigtig hårdt i dag og gav ikke Odense noget. Det var en god hjemmekamp,” siger han og fremhæver betydningen af, at der kom fem forskellige spillere på tavlen.

”Der var godt, at der kom hul på bylden, og at der var mange forskellige målscorere. Vi fik flere spillere i gang, så det var perfekt. Vi sad godt på odense og scorede på vores chancer.”

Rødovre er oven på
Det skal siges, at Odense langt fra spillede på det niveau, som de har vist i store dele af sæsonen. Men det skal ikke gøre præstationen fra Rødovre mindre.

”Jeg synes, det var vores skyld, at Odense ikke kom frem til så meget. Det kan godt være, de ikke spillede deres bedste kamp, men vi holdt dem godt ude,” forklarer Anders Schultz, der gengiver lidt af det, coach Gratton sagde til holdet efter sejren.

”Han syntes, det var dejligt, at vi fik gang i målscoringen. Og nu skal vi bygge videre på det arbejde, vi leverede i dag og holde den kørende. Vi er oven på og har det mentale overtag til på tirsdag.”

Rødovres omklædningsrum var som forvandlet, og det er der ikke så meget at sige til. I aften gik alt deres vej, og sejren var fuldt fortjent. Sejren vil utvivlsomt give tro på endnu mere frem mod slutspillet om halvanden måned.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top