Annonce


Højhuset og de højtråbende
Chrummer_gravid.jpg
chrumme Hvis der er noget der kan samle nationen omkring gadekæret i Rødovre, så er det åbenbart højhuse.

Enten når de skal rives ned eller bygges. Først fik vi Sky Village, som så ikke blev til noget. Så sprang vi højhusene ved Kærene i luften – det blev så til noget. Og nu er der så et nyt højhus projekt under opsejling….eller kuldsejling? Jeg vil vædde min højre testikel på, at det ALDRIG bliver til noget!

Om JEG er modstander af højhuset? Ja, det er jeg, men mest af alt, fordi det ligner en stor bunke hundelort på en mennesketom gade i Tølløse på en trist novemberdag.

Annonce

Jov og så smide det midt i det pæneste område, vi har i Rødovre virker…hmmm..dumt? For mig er det, det samme som at sige: “Helena Kristensen er eddermame lækker. Lad os kaste syre i fjæset på hende – for så bliver hun sgu da attraktiv”.

Og hvis højhuset skulle stå i min baghave og skygge, så jeg ikke kunne få sol på mine hvide baller – så ville jeg nok også sige…gider I godt at skride til Brøndby Strand med det makværk.

Jeg synes, at det er i orden at være imod noget og kæmpe mod det. Dyb respekt for det. Men skulle vi så ikke holde os til det. Fordi man ikke er enig i en beslutning de folkevalgte har truffet, så er det ikke nødvendigvist fordi politikerne er korrupte, magtliderlige, lyssky og mindesmærke-higende. Det kan godt være, at de er det, men vi VED det ikke. Så skulle man prøve at stikke piben ind og alligevel nedværdige sig til at kigge på en bagatel som beviser..?

Men når vi nu ER ved beviser, så må jeg alligevel oplyse, at modstanderne taler om “MASSIVE” protester mod højhuset.

Skal vi lige kigge på, hvor MASSIVE de protester egentligt er:

F.eks er 3774 grundejere mod det nye højhus…Det kan godt være at en arkitekt har manipuleret med skyggerne fra højhuset, men tror nu også at det er en tilsnigelse, at samtlige 3774 grundejere i de 47 grundejerforeninger er blevet spurgt om deres mening.

Jeg ville nok være varsom med ordet “massiv”. Facebookgruppen “Mod Højhus Ved Damussøen” har fået 158 (ja 158) “Likes”  – Til sammenligning har Facebookgruppen “De Unge Mødre” fået 42572 “likes” – ja og min søns facebookgruppe “Jeg giver en pose slik til nr 200 der trykker like på dette opslag” har nu ca 170 “likes”

Der er så også lavet en underskriftsindsamling på nettet “Damhus Have – Nej tak” – den har så fået hele 117 underskrifter.

Hvis 158 likes på facebook, 117 underskrifter og 200 mennesker til et “borgermøde” – er MASSIVE protester…så vil jeg med ro i sindet, kunne indrømme at jeg er Rødovre bedst-udrustede stud.

Jeg er modstander af højhuset, men jeg er så også modstander af højtråbende parcelhusejere med hang til konspirationsteorier og friværdis-paranoia!

Efter min mening findes der kun EET bud: OPFØR DIG ORDENTLIG!

5 kommentarer om “Højhuset og de højtråbende”

  1. jette louise skovgaard larsen siger:

    Kære Christian Chrumme

    Hvis man vil bevare Damhus Tivoliet så er man automatisk modstander af et højhus, se facebook.dk/bevardamhustivoli, her er over 1100 likes på 3 måneder. Ovennævnte facebookside har eksisteret i 1 måned, så lad os nu se, om ikke der kommer flere, når ordet spredes….
    Vi i foreningen for Damhus Tivolis bevarelse har også indsamlet omkring 4000 underskrifter, så der er altså nok modstandere….
    Der ud over er der en masse andre grupper, foreninger mm. som er på banen, man kan sagtens kalde det MASSIV modstand.
    mvh
    Jette

  2. Tom Løfstrøm siger:

    Kære Christian.

    Tak for din opbakning og statistiske gennemgang.

    Med risiko for at blive hængt ud som tilhænger af konspirationsteorier, så kunne det være interessant at finde ud af hvor din oprindelige tegning med højhuset og villaen i skyggen er blevet af?

    Jeg mener det meget godt illustrerede problemet.

    Hvem har bedt om at få det skiftet ud?

  3. Christian Chrumme Christensen siger:

    Kære Jette + Tom

    Tak for jeres kommentarer. Det er altid dejligt at vide, at nogle læser det man skriver.

    Jeg er rigtig glad for, at der er medborgere i Rødovre, som gerne påtager sig et ansvar og tager kampen op, når der er noget man ønsker at lave om.

    Da jeg skrev min klumme, var jeg ikke bekendt med “bevardamhustivoli”, men forholdte mig blot til de artikler / læserbreve der talte om “massiv modstand” og som gav reference til de i min klumme nævnte links.

    Min pointe med klummen var mest, at jeg synes at tonen og beskyldningerne havde nået dimensioner, hvor JEG ikke ønsker at deltage i underskriftsindsamlinger eller “like” links på facebook, og dermed bakke op om konspirationsteorier, usaglige læserbreve og generel dårlig opførelse.

    Det ændrer ikke på det faktum, at jeg synes at højhuset er en rigtig skidt ide, men mudderkastning og ulødig retorik, er bare ikke min kop te.

    Og til Tom, jeg ved ikke hvem der får skygger til at forsvinde. Altså bortset fra solen 😀 Men noget siger mig, at DU heller ikke VED det….Og så er vi tilbage til pointen med min klumme….det er helt ok at spørge indtil det, man skal være saglig og ikke springe til konklusioner man ikke har belæg for, hvis det svar man får ikke passer ind i en kram.

    Personligt ville jeg bliver edderspændt, hvis nogen, ganske omkostningsfrit, beskyldte mig for noget, hvor JEG så skulle bevise, at vedkommende havde en lidt for livlig konspirationsteori 😀 Det er jeg sikker på at du også ville.

    Mange tak for jeres respons.

    Mvh
    Christian “Chrumme” Christensen

  4. Tom Løfstrøm siger:

    Kære Christian.

    Jeg synes dit svar er lidt kryptisk.

    Skal jeg forstå det således:

    “jeg ved ikke hvem der får skygger til at forsvinde” – betyder, at du bekræfter at tegningen ER skiftet ud, men du ikke ved af hvem eller hvorfor det er gjort?

    “Men noget siger mig, at DU heller ikke VED det…” – Hvad hentyder du til?

    Og så lige til sidst med et smil – det er altså solen der laver skygger og det er Erik Nielsen der kan sørge for at de ikke opstår!!

    Mvh
    Tom Løfstrøm

  5. Christian Chrumme Christensen siger:

    Hej Tom

    Ahh, nu forstår jeg – med lidt hjælp fra min bedre halvdel. Du mener selvfølgelig Silles tegning til min Klumme og ikke de der tegninger om skygger på arkitektens hjemmeside…sorry hvis jeg ikke lige fangede den vinkel…

    Mht til Sille’s fine tegning, så tror jeg det er een på redaktionen som har smidt den forkerte tegning på… 😀

    Point taken på din sidste kommentar…:-) Nix, det er højhuset der skygger for solen…Ganske vist er Erik Nielsen en høj mand, men så lange skygger kaster han nu heller ikke 😀

    Mvh
    Christian

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top