Filt med unikke specialiteter
Håndarbejdsmesse_kajoli.jpg
Her ses et nunofiltet tørklæde, der er lavet af en af de mange håndfarvede specialiteter, hvor uld og silke er blandet sammen. Foto: Kajoli
Håndarbejdsmesse Det nordjyske firma Kajoli sælger alt til filtning, og specialet er unikke håndfarvede filte- og spindespecialiteter. Se mere og få en snak ved firmaets stand på Håndarbejdsmessen.

Rødovrehallen bliver i weekenden fyldt til randen med stande, når der afholdes Håndarbejdsmesse. Der kommer firmaer fra hele landet, og fra Nr. Lyngby tæt på Løkken i Nordjylland kommer Kajoli.

Firmaet producerer unikke specialiteter til filtning og spinding, og kvaliteterne er ofte uld blandet sammen med andre fibre som silke, alpaca, kamel, hør, bambus eller tencel. Fælles for alle er, at de har ekstrem høj kvalitet, og nogle af dem er sågar hentet fra den anden side af Atlanten.

Annonce

Nyeste teknik
Du vil også kunne stifte bekendtskab med silkestoffer, der bruges til den særlige filtteknik ’nunofilt’, hvor man filter uld fast på et stykke stof. På den måde skaber man et stykke tekstil med en helt unik struktur og overflade.

Den nyeste teknik inden for filtning kaldes for ’nunomosaik’. Her bliver masser af små og store stykker stof af forskellig kvalitet filtet sammen med en speciel uld, ’Fantasia’. Herved bliver der skabt et helt enestående stykke tekstil.

”En del af vores stoffer henter vi selv i udlandet, hvilket er med til at sikre, at vi har et udvalg, der er anderledes end andre filtebutikkers. Efter vores mening er det sjovest at være kunde, hvis der er forskel på de enkelte filtebutikker, så vi bruger meget tid på at finde sjove og anderledes materialer til filtning,” siger Anja Bruun Sørensen fra Kajoli og fortsætter.

”På vores stand kan man se alle disse materialer og modeller, og vi fortæller meget gerne om tingene, og hvordan vi gør.

Filt af hjertets lyst
Filtning stammer fra mange, mange år tilbage i tiden, men faktisk er teknikken blevet mere og mere populær med årene. I dag filter man ofte for at få et frirum/pusterum i en hektisk hverdag.

”Filtning er en ældgammel teknik, og i gamle dage filtede man af nød og ikke af hjertets lyst. Man filtede af de kvaliteter, der var så dårlige, at de ikke var værd at spinde og væve/strikke af; man filtede for på den måde at undgå, at noget gik til spilde,” forklarer Bruun Sørensen.

”Derfor filter man i dag også kun af de lækreste kvaliteter af uld, og derfor kommer der finere og finere kvaliteter på markedet. Du ved, hvad tingene er lavet af, og hvad der ligger bag produktet, når du har lavet det selv. Det er en stor tilfredsstillelse at vide, at det, man har fremstillet med glæde, er kvalitet fra ende til anden.”

Godt initiativ
Håndarbejde i Danmark anno 2013 kan være svært at forholde sig til, hvis man som moderne menneske i et materialistisk samfund kun interesserer sig for elektronikkens fremdrift.

Håndarbejde lever dog i bedste velgående, og for Kajoli har det stor værdi at være med på en messe på sjællandsk jord.

”Vi glæder os meget til messen og deltager, fordi det er et godt initiativ. Frem for alt får vi mulighed for at komme over og hilse på vores mange sjællandske kunder, og kunder der bor tættere på Sjælland end Løkken, der ellers ofte er henvist til vores webshop,” slutter Anja Bruun Sørensen.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top