Annonce


CK FIX sætter rekord
6dagesløb_ckfix.jpg
De otte CK FIX-ryttere til Mini 6-dagesløbet er fra venstre Mads Rasmussen, Christian Møller, Magnus Fleron Juncker, Matias Malmberg, Eskild Rønhede, Oliver Errebo, Kristian Kaimer Eriksen og Malthe Munch. Foto: Privat
Cykling Ved det kommende Mini 6-dagesløb i Ballerup Super Arena sætter CK FIX en flot rekord, når de stiller op med otte ryttere. Der er blevet trænet intensivt op til løbet, som afvikles fra den 31. januar til den 5. februar.

Der vil blive rullet en masse kilometre, når den lokale cykelklub CK FIX slår egen rekord og stiller med hele otte ryttere til det forestående Mini 6-dagesløb. Der er udtaget i alt 28 ryttere, og Rødovre-klubben besidder dermed næsten 30 procent af pladserne.

Siden begyndelsen af oktober har de otte drenge i alderen 12-14 år trænet flittigt på banen i Ballerup Super Arena. Rytterne kører parvis med ryttere fra andre klubber, og der er blevet øvet parløbsskift for at trimme timingen frem mod løbet.

Annonce

Håber på stor opbakning
Trænerteamet består af Simone og Bjarne Kratholm, og de har brugt meget tid på træningen af børnerytterne, hvor det for nogle er første gang, de kører løbet. De otte ryttere skal være glade, for de blev nøje udvalgt efter en længere træningsperiode.

”De otte ryttere håber selvfølgelig på stor opbakning fra Rødovreborgere, der skal til 6-dagesløb, og de er nemme at kende, når de kører på banen. Klubben har nemlig udstyret alle otte med ens cykelbukser med sort/hvide tern på benene,” siger Jane Munch fra CK FIX.

Mini 6-dagesløbet blev kørt første gang i 1977. Flere prominente ryttere har siden deltaget i løbet, og der kan blandt andet nævnes Rolf Sørensen, Jimmi Madsen (vandt i 1983) og Marc Hester, der vandt løbet i 1999. Hester vandt desuden løbet i 2012 som professionel i par nummer 7. Ved Mini 6-dagesløbet i 2011 sejrede CK FIX’ egen Andreas Stokbro.

Kører alle dage
Samtlige otte CK FIX-ryttere kører alle dage under løbet, der finder sted fra torsdag den 31. januar til tirsdag den 5. februar. CK-FIX-tiderne er følgende: torsdag kl. 18.45, fredag kl. 19.20, lørdag kl. 12.55, søndag kl. 13.40, mandag kl. 18.50 og tirsdag kl. 18.45. Programmet til løbet kan ses på www.6dageslob.dk.

Malthe Munch vil under løbet skrive en lille dagbog om, hvordan det er at køre Mini 6-dagesløb. Læserne kan følge dagbogen på vores hjemmeside, rnn.dk, og vi vil også præsentere alle CK FIX’ernes resultater.

De otte ryttere fra CK FIX danner som nævnt par med ryttere fra andre klubber, og parrene ser ud som følger med CK FIX-rytterne først:

Eskild Rønhede kører i par nr. 3 med Mathias Larsen
Oliver Errebo kører i par nr. 4 med Magnus Tuxen
Matias Malmberg kører i par nr. 6 med Anders Lilliendal
Kristian Kaimer Eriksen og Magnus Fleron Juncker danner et ”CK FIX-par” – nemlig par nr. 9
Malthe Munch kører i par nr. 11 med Anton Hansen
Christian Møller kører i par nr. 13 med Katrine Houmøller
Mads Rasmussen kører i par nr. 14 med Jacob Søndergaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top