Annonce

Bygge videre på selvtillid
RMB-Herlev_01_301211_BP.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey For tredje gang inden for syv dage spiller Rødovre Mighty Bulls på hjemmebane. I aften gælder det Aalborg Pirates, og tyrene skal forsøge at bygge videre på selvtilliden.

Fem point mod Odense Bulldogs i de sidste to kampe var et kærkomment udbytte for Mighty Bulls. Nu skal holdet forsøge at ride videre på den seneste succes, og det bliver hjemme mod de stærke pirater fra Aalborg.

”Vi skal bygge videre på selvtilliden og komme med fuld knald. Vi skal give den alt, hvad vi har og skabe nogle afslutninger og score nogle mål,” lyder opskriften fra Emil Bigler, der omtaler den seneste succes.

Annonce

”Vores offensiv har været lidt skarpere i de sidste kampe og fået scoret nogle mål. I defensiven er det også gået fint, og vi har gjort det simpelt.”

Ny motivation
Cheftræner Brad Gratton rystede posen før EfB-kampen sidste fredag, og det hjalp tilsyneladende i kampene mod Odense. De nye kæder gav pote.

”Det har givet en ny motivation og gejst. Man får lidt et friskt pust af det, og der bliver kamp om pladserne så at sige. Der bliver konkurrence imellem spillerne,” siger Bigler, der selv har en specifik rolle på holdet.

”Jeg har fået nogle simple opgaver på holdet, som jeg prøver at løse. Men jeg har ikke helt spillet, som jeg gerne selv vil. Men man er vel aldrig helt tilfreds.”

Passe på mod Aalborg
Aalborg er p.t. på andenpladsen i AL-Bank Ligaen og har vist en stor effektivitet i offensiven. Tyrene kommer på en svær opgave i aften.

”Aalborg er jo et af de bedste hold i ligaen, og de er meget gode tekniske og svære at komme ind på. De har nogle spillere, man skal passe på i alle 60 minutter. Man skal ikke give dem et minut i kampen, så kan de afgøre tingene. Det gælder om at spille stabilt forsvarsspil og være kreativ fremad,” slutter Emil Bigler.

Brad Gratton beretter om, at alle mand er klar til kampen. Adrian Ekström og Patrick Rasmussen er derfor tilbage efter henholdsvis sygdom og skade. Mathias Bau Hansen er som bekendt taget til Malmö og er definitivt tabt for Mighty Bulls i denne sæson.

Rødovre Mighty Bulls mod Aalborg Pirates begynder i aften kl. 19 i Rødovre Skøjte Arena. Kampens hoveddommere bliver Jan Bigum og Thomas Lassen.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top