Annonce

Vestjyder stjal sejren
andy-contois_RMB-EfB_03_221211_BP.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey Rødovre Mighty Bulls og EfB Ishockey leverede en helt tæt kamp fredag aften. Kampen kunne være gået begge veje, men det vestjyderne, der slog til under et minut inde i overtiden til resultatet 1-2.

Rødovre Mighty Bulls-EfB Ishockey 1-2
(0-0, 1-1, 0-0, 0-1)
25:22 0-1 Dennis McCauley (Mosienko, Nikiforuk)
25:49 1-1 Michael Smidt (Karvinen, Chistyakov)
60:51 1-2 Dennis McCauley (Southern)
Udv.: RMB 4×2, EfB 10×2 + 1×10 (Kristensen)
Skud: 27-25 (9-11, 10-9, 7-4, 1-0)
Tilskuere: 1.783

Langt om længe, fristes man til at sige, var der et flot publikum i Rødovre Skøjte Arena, og støtten fra en tæt pakket Sumpen var fantastisk.

Annonce

Rødovre formåede dog ikke at hive sejren hjem, for i overtiden var gæsterne skarpest og stjal sejren til stor frustration for alle hjemmeholdets spillere og fans. Den lille krise synes ikke afværget endnu.

Første periode var meget ligeligt fordelt på spil og chancer. EfB Ishockey ramte overliggeren efter få minutter, mens Andy Contois havde en god mulighed på kontra den anden vej.

Begge hold havde chancer i powerplay, men tyrene blev faktisk ikke rigtig farlige i overtal. Mikael Christensen fik periodens største chance, da han tæt under mål styrede pucken lige forbi efter en sukkerpasning fra Adrian Ekström.

EfB havde en periode på et par minutter, hvor hjemmeholdet blev presset godt i bund, men Sebastian Dahm i målet reddede for tyrene.

Rødovre viste fra begyndelsen af anden periode, hvorfor de er så gode i undertal. Andy Contois og Mike Daugulis kæmpede stort og var faktisk tæt på at score.

Kaptajnen udligende
I stedet kunne Dennis McCauley fra gæsterne score til 0-1. Han snød Rødovres backer i en kontra og sendte pucken mellem benene på Dahm, der ellers var tæt på at redde.

Under et halvt minut senere udlignede kaptajn Michael Smidt til 1-1. Tyrene udspillede Olaf Ellers tropper, og så kunne Jannik Karvinen servere pucken for kaptajnen, der uhindret sendte pucken i et tomt mål.

Resten af perioden var helt lige og med store chancer i begge ender. Mikael Christensen fik endnu en kæmpe chance, men heldet var bestemt ikke med Herning-drengen i aften.

Sebastian Dahm stod sikkert, og Rødovre havde et godt powerplay, hvor Mike Råddes kanon var farligst.

Helt tæt kamp
Begyndelsen af tredje periode blev præget af et slagsmål mellem Ulrich Linnet og Louis Liotti. Begge fik to plus to minutter for roughing.

Perioden var helt tæt, og føringen kunne have fået begge veje. Adrian Ekström havde en stor mulighed, men EfB-målmand Daniel Sperrle reddede for gæsterne.

Kampen endte 1-1 og skulle derfor afgøres i overtid eller straffeslag. EfB slog kontra efter lidt under et minut, og det blev dødsstødet til tyrene. Dennis McCauley kunne med sin anden scoring sende sejren til Vestjylland. Dahm var chanceløs ved målet.

En kæmpe bet for Rødovre, der lige så godt kunne have snuppet ekstrapointet. I stedet må Brad Grattons tropper rejse sig hurtigst muligt, for lørdag aften venter et nyt opgør. RMB skal en tur til Vojens for at møde SønderjyskE.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top