Annonce

Tyrene chanceløse mod vendelboer
claus-moenster_RMB_frederikshavn_08_041212_BP.jpg
Klaus Mønster fik ikke succes i sin første vikarierende kamp som cheftræner for Rødovre. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Frederikshavn White Hawks levnede ikke Rødovre Mighty Bulls mange chancer, da holdene tirsdag tørnede sammen på tyrenes is. Vendelboernes importspillere er klasser bedre end Rødovres ditto, og det afgjorde matchen til resultatet 1-3.

Rødovre Mighty Bulls-Frederikshavn White Hawks 1-3
(0-0, 0-1, 1-2)
28:16 0-1 Robin Bergman (Andersson, Jonsson)
41:38 1-1 Andy Contois (Astrup, Ekström)
44:40 1-2 Cam Paddock (Lie, Smith)
53:02 1-3 Cam Paddock (Smith, Lie)
Udv.: RMB 5×2, FWH 2×2
Skud: 24-33 (8-19, 7-8, 9-6)
Tilskuere: 838

Aftenens fire scoringer var alle signeret udlændinge. Ét mål til Rødovre, tre til Frederikshavn, og det tegner sådan set styrkeforholdet mellem de to hold meget fornuftigt.

Annonce

Langt hen i kampen vidnede måltavlen om en lige og tæt kamp, og det var det også indimellem. Men overordnet var vendelboerne de stærkeste; dem, der ville det mest. Derfor en fortjent sejr til et af AL-Bank Ligaens nye etter efter i aften.

Andy Contois stod for hjemmeholdets største chance i første periode, men amerikanerens kontraforsøg blev snuppet af målmand Bryan Hogan i gæsternes mål.

Frederikshavn, der i aften gav debut til NHL-spilleren Zack Smith fra Ottawa Senators, fik chancen i powerplay, men tyrene kæmpede som altid fortrinligt i undertal.

Gæsterne sluttede perioden af med et stort pres på Sebastian Dahm og Rødovre, men stillingen blev ved 0-0.

Tynget af afbud
Begge hold var tynget af enten skader/sygdom eller fravær af U20-landsholdsspillere, og det gav ekstra spilletid til især backerne. Matias Lassen fra Rødovre måtte inden kampen melde fra på grund af sygdom, og tyrene måtte i forvejen undvære U20’erne Sebastian Bergholt, Patrick Rasmussen og Mathias Bau Hansen. Rødovres tilbageværende fem backer fik derfor hjælp af Anders Schultz i aftenens kamp.

I anden periode havde Rødovre et godt pres, inden frederikshavnerne scorede til 0-1 efter otte minutter ved Robin Bergman. Rødovre blev udspillet rundt om eget mål, og så kunne svenskeren sætte sidste stav på et flot angreb.

De to hoveddommere, i aften Chris Deweerdt og Rasmus Toppel, skulle vise sig at placere sig i centrum. Rødovre blev ramt af meget tynde udvisninger, samtidig med White Hawks slap fri. Dommerne kan ikke bruges som en undskyldning, for tvivlsomme kendelser omkring offsides og manglende icings gik begge veje.

Glæden var kortvarig
Rødovres spillere gik til pause med store frustrationer over dommerne, der tilsyneladende allerhelst ville hurtigt hjem. Dommerniveauet i Danmark har tit været til diskussion, og en sådan ville igen være på sin plads.

Lidt over halvandet minut inde i tredje periode kom forløsningen, da Andy Contois fik udlignet til 1-1 efter en god pasning fra tilbagevendte Rasmus Astrup.

Glæden i Rødovres lejr varede kort, for blot tre minutter senere lå pucken i Rødovres mål til 1-2 ved Cam Paddock. Rødovre-backerne fik ikke clearet i situationen, og det gav frit lejde til den tidligere NHL-spiller.

Med syv minutter igen afgjorde Paddock med sit andet mål kampen til 1-3. Sebastian Dahm var igen chanceløs i mål, og han kan ikke lastes for noget i aften. Han holdt til gengæld gæsternes scoringer nede på et minimum.

Rødovre fik endelig muligheden for spil i powerplay i tredje periode, men et ellers udmærket og vedholdende pres blev ikke omsat til mål. Dertil var Frederikshavns defensiv for stærk.

Ét minus – to plusser
Resultatet 1-3 var fortjent efter chancernes fordeling, og man kan blot konstatere, at vendelboernes udlændinge er niveauer bedre end Rødovres. Pasningerne sidder perfekt, og skarpheden er frem for alt større.

På negativsiden i aften – udover for Rødovre selve resultatet – var det meget ringe tilskuertal, men det er efterhånden en tendens for tirsdagskampe. En synd og skam, men de mange, og for nogle ubetydelige, grundspilskampe vækker simpelthen ikke en stor nok interesse. I aften var ganske symptomatisk: der var flere tilskuere i Frederikshavns ende end i Rødovres ’Sumpen’.

På plussiden i aften var der 100-kamps jubilar Mike Rådde, der blev hædret inden opgøret. Svenskeren er blevet bedre og bedre i takt med kampene for Mighty Bulls. Herudover blev Andrey Chistyakov fortjent hyldet som november måneds spiller i Rødovre Mighty Bulls – kåret af Rødovre Mighty Bulls Support.

Klaus Mønster og Gert Hansen coacher videre på fredag, hvor Rødovre Mighty Bulls ude skal møde Odense Bulldogs kl. 19.30.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top