Annonce

Tag godt imod hende
julegave-maanedensmission_0.jpg
I år har det været svært at finde gaver til både børn og voksne, men Tina håber at få fyldt kassen op med hjælp fra det lokale erhvervsliv. Foto: Brian Poulsen
månedens mission I denne måned vil Tina Cramwikt fra 'Livskvalitet og Varme' bede forretningerne i Rødovre om hjælp til at holde jul for dem der gerne vil holde jul sammen med andre. Tag godt imod hende.

Julen varer længe, ja faktisk endnu længere, hvis man ikke har nogen penge. Dét er den virkelighed, som mange økonomisk trængte familier står op til hver morgen i december.
De behøver ikke at bekymre sig om julestress og lange køer i butikkerne. Til gengæld er det blevet sværere at finde de tomme flasker under sneen, og børnenes gaveønsker gør ondt i maven.
For Tina Cramwikt er der ingen tvivl.
“Alle fortjener en god jul med pyntet juletræ, god mad, hygge og gaver.” I år skal hun forsøge at samle gaver ind til de næsten 130 gæster, der fejrer juleaften sammen på Milestedet. Nogen gør det for hyggens skyld, eller for lige at give en hånd med i løbet af aftenen, men langt de fleste gør det for ikke at sidde alene derhjemme, eller for at give børnene en mulighed for en rigtig jul.
“Og har man først været med én gang, så er det noget, der går lige i hjertet,” siger Tina Cramwikt.

Også små gaver
 Som sponsoransvarlig er hun i år på jagt efter både store og små gaver, men især børnenes ønsker bærer præg af, at der i år er mange teenagere med, og det gør det svært.
“Sidste år fik vi en god aftale med CBB Mobil, men i år står vi og mangler næsten 10 mobiltelefoner og en Playstation og en cykel, foruden de mere almindelige gaver. Men racerbaner og Lego brandstationer koster altså også penge,” siger Tina Cramwikt.
Hun bruger det meste af sin tid på at gå til strålebehandling på hospitalet, da hun selv kæmper med kræft.

Annonce

Kræfter efter kræft
 Alligevel vil hun gerne bruge sine sidste kræfter på at give børnene den bedst tænkelige jul.
“På en eller anden måde, får jeg flere kræfter af at bruge mine kræfter på det her arrangement, men indtil videre har vi ikke haft meget held, og sammenlignet med de andre år, så er der virkelig mange som siger nej. Ikke fordi, de ikke vil hjælpe, men fordi de måske har valgt at hjælpe nogle andre,” understreger Tina Cramwikt.
Frem mod juleaften vil Tina Cramwikt besøge butikker og virksomheder i byen, i håb om, at de vil støtte op om den sociale juleaften, der er så vigtig en fest i byen, at også borgmesteren synger sin første julesang dernede.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top