Annonce

Rødovre-kaptajn: Det er rigtig hårdt
michael-smidt_RMB_frederikshavn_09_041212_BP.jpg
Rødovre-kaptajn Michael Smidt, her i aktion i tirsdags mod Frederikshavn, synes, at holdet er inde i en svær tid. Foto: Brian Poulsen/arkiv
Ishockey Efter ugens tredje nederlag erkendte kaptajn i Rødovre Mighty Bulls, Michael Smidt, at holdet er inde i en svær tid. ”Vi giver alt, hvad vi kan, men det er rigtig hårdt,” siger han efter 1-5-nederlaget hjemme mod Aalborg.

Pucken har ikke hoppet Rødovres vej i indeværende uge. Tyrene har sådan set produceret masser af chancer, men kvaliteten har manglet. Lørdag hjemme mod Aalborg blev holdet tilføjet det tredje nederlag på fem dage.

”Vi kom ud med rigtig god energi og spillede faktisk fornuftigt. Så tog vi en dum dobbeltudvisning, hvor Aalborg scorede til 0-1 i 5 mod 3. Senere scorede de til 0-2, da jeg sad ude for en udvisning, jeg ikke mente, var korrekt. Vi kæmpede i hele perioden, men Aalborg var foran, og så var det altså op ad bakke,” siger RMB-kaptajn Michael Smidt i skuffelsens time og fortsætter.

Annonce

”Jeg synes, vi kæmpede os godt ind i kampen, og fik scoret til 1-2 kort inden første pause. Vi kom ud til anden periode med fuld fart på. Men det var stolpe ud. Vi skabte så mange gode chancer, havde skud og pucken hoppede og dansede rundt. Aalborg scorede, uanset om det var på en tilfældighed eller godt spil. Det er et topholds selvtillid, og det har vi ikke i øjeblikket.”

En ond cirkel
Rødovres udeblevne scoringer bliver bedst beskrevet ved de halvdårlige afslutninger i specielt powerplay.

”Når det har været op ad bakke så længe, og det er stolpe ud, så tænker man ikke, at pucken bare skal op i hjørnet, men mere at ’bare jeg ikke misser’. Det er nok en ond cirkel, vi er inde i, og vi kæmper for at komme ud af den. Vi giver alt, hvad vi kan, men det er rigtig hårdt,” lyder det fra Smidt.

Den normale cheftræner, Brad Gratton, er til VM i Frankrig med U20-landsholdet, men canadieren var kommet med et oplæg til ugens tre kampe.

”Gratts var kommet med oplæg til kampene, og jeg synes, at Klaus og Gert har klaret det rigtig godt. Vi har haft træninger med god fart og intensitet. Vi har arbejdet og har ikke ligget på den lade side, selv om træneren har været væk,” forklarer Mighty Bulls-kaptajnen og fortsætter.

”De ting, der skete i kampene, var sket selv om Gratts havde været hjemme. De ting, der skal rettes til, har ikke noget med trænerne eller oplægget at gøre. Det er os spillere, der ikke får puttet pucken ind og ikke har været gode nok i forsvaret.”

Hårdt med back-to-back-kampe
Tyrene har også været igennem et hårdt program med tre kampe på fem dage, og det har formentlig ikke hjulpet i især lørdagens kamp.

”Det har været hårdt med back-to-back-kampene. Det har helt klart tæret på kræfterne. Vi har i specielt powerplay ikke haft samme overskud, fordi vi ikke har kørt med fire kæder. Vi har brugt mange kræfter i undertal, og så havde vi ikke lige det sidste, der skulle til – hverken mentalt eller fysisk,” vurderer Smidt.

Mange har undret sig over, hvorfor der i ugens tre kampe ikke har været U20- eller 1. divisionsspillere med hos Mighty Bulls, men det er der en simpel årsag til.

”De har selv haft kampe med U20- og 1. divisionsholdene, og når de har været ude, har vi været hjemme og omvendt, så vi har desværre ikke rigtig kunne benytte os af dem. Nogle af spillerne har dog trænet med i løbet af ugen, men det er bedre for de unge spillere at spille fuld tid, end at sidde på bænken det meste af kampen hos os,” slutter Michael Smidt efter matchen.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top