Annonce

Rødovre i hård kamp med præsident Obama
hoejhus-spraengning_64_1305.jpg
Højhussprængningerne i Kærene er et af årets største tv-øjeblikke. Foto: Brian Poulsen
store øjeblikke Hvad har gjort mest indtryk i 2012? Tvtid har kåret årets største tv-øjeblik, og sprængningerne af højhusene i Kærene var med i kapløbet om titlen.

2012 har været et begivenhedsrigt år. USA’s præsident, Barack Obama, fik fire år mere i Det Hvide Hus, vovehalsen Felix Baumgartner kastede sig ud fra rummet og den argentinske troldmand Lionel Messi slog Gerd Müllers gamle rekord for flest scorede mål i et kalenderår.
Under hjemlige himmelstrøg har 2012 også budt på store øjeblikke. Nicklas Bendtners grønne underbukser gik Verden rundt under Europamesterskaberne i Fodbold og Dronning Margrethe kunne fejre 40 års Regentjubilæum.
Helt lokalt kan Rødovre også prale af, at have været vært ved en begivenhed der gik landet rundt. Den 13. maj sank de meget omdiskuterede højhuse i Agerkær og Maglekær i grus. Begivenheden blev dækket massivt af den danske presse, og Tvtid har i samme ombæring udvalgt sprængningen som et af de største tv-øjeblikke i 2012.

Slået af Obama
 I en afstemning på tvtid.dk kunne alle stemme på det tv-øjeblik der i årets løb har gjort det største indtryk. Højhussprængningen i Kærene var oppe mod kompetente modstandere i kapløbet om titlen. I alt kunne man stemme på 10 tv-øjeblikke fra 2012. Højhussprængningen kæmpede med Barack Obamas vindertale efter præsidentvalget og vovehalsen Felix Baumgartners vanvittige udspring fra rummet.
Felix Baumgartners frie fald fra 38 kilometers højde vandt konkurrencen suverænt med hele 53 procent af stemmerne. Braget i Kærene kom dog ind på en hæderlig femteplads, kun lige overgået af præsident Obama.
På avisens hjemmeside rnn.dk kan man gense sprængningen af Højhusene, og se billeder fra dagen.

Annonce
Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top