Annonce


Rødovre er finaleklar
RFC_herrer-broenderslev_DM-finale_78_210412_BP.jpg
Rødovre FC vandt i sidste sæson DM-finalen over Brønderlsev, som holdet nu skal møde i årets pokalfinale. Foto: Brian Poulsen
Floorball Rødovre FC kan fuldende ægte hattrick på pokaltitler, idet holdet har kvalificeret sig til pokalfinalen for tredje år i træk. I semifinalen blev Benløse FC overvundet, og nu venter Brønderslev Hot Shots FC i finalen til januar.

Pokalsemifinale
Benløse FC-Rødovre FC 5-7

Sidste fredag led Rødovre et overtidsnederlag på udebane til Benløse i Unihoc Floorball Ligaen. Onsdag aften gjaldt det så semifinalen i pokalturneringen – også i Ringsted Sportscenter.

Annonce

Rødovre er forsvarende mestre i pokalturneringen, og de har med sejren i semifinalen nu mulighed for at vinde titlen for tredje år i træk.

Den spillende cheftræner, Martin Erichsen, glæder sig over, at hans spillere fandt viljen frem til den vigtige pokalkamp.

”I forhold til kampen sidste fredag, gik vi op og lagde mere pres på dem i specielt første og anden periode. Benløse virkede ikke som om, de var klar fra start og kunne følge med i tempoet, så var vi foran 6-2 efter de to første perioder. Tredje periode var kendetegnet ved, at vi faldt lidt ud. De scorede nogle mål i powerplay, da vi lavede nogle dumme udvisninger,” siger han.

Defensivspillere tilbage
Vigtige spillere havde meldt afbud til nederlaget sidste fredag, men i semifinalen stillede mestrene med noget nær stærkeste hold.

”Det havde stor betydning, at Oscar Eklund og Jannik Trolle var tilbage i defensiven, og så var spillerne generelt mere tændte. Man kunne mærke, at det var en vigtigere kamp, og så var spillerne også meget mere klar fra start. Det var også vigtigt, at vi kom frem og pressede dem og fik gang i benene – i stedet for bare at stå nede,” forklarer Erichsen.

Pokalfinalen anno sæson 2012/2013 kommer til at bestå af Rødovre FC og Brønderslev Hot Shots FC fra Nordjylland. Kampen afvikles lørdag den 12. januar på neutral bane i Sønderborg.

”Selv om vi har vundet pokalfinalen de sidste to år, så må man klart lægge favoritværdigheden over på Brønderslev. De har oprustet kraftigt i år, og mand til mand har de et bedre hold end os. De har fået nogle rigtig dygtige svenskere og også gode danske spillere,” bemærker Martin Erichsen.

Kan blive taktisk finale
Det bliver en finale mellem to hold, der til daglig minder om hinanden i forhold til at ville have bolden. Men i kraft af Brønderslevs favoritværdighed, vil Rødovre givet ændre taktik.

”Brønderslev vil rigtig gerne være spilstyrende, ligesom vi vil, så jeg tror, det kan gå og blive taktisk. Vi vil nok være en smule mere afventende. Brønderslev har nogle spilkoncepter, som vi har rimelig godt styr på, og så kan vi køre nogle gode kontraer den anden vej,” siger Martin Erichsen og runder af.

”Taktikken ligger ikke helt fast endnu, men vi har en god idé til, hvad vi skal gøre.”

I morgen, lørdag, skal Rødovre i aktion igen, og denne gang i Unihoc Floorball Ligaen. På hjemmebane i Rødovre Stadionhal møder holdet Vallensbæk Floorball kl. 15.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top