Annonce


Rivaldyst om vigtige point
sebastian-dahm_RMB-copenhagen_09_301012_BP.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey To point adskiller rivalerne Rødovre Mighty Bulls og Herlev Eagles i AL-Bank Ligaen, så der er yderst vigtige point på spil i julebraget i Ørneborgen fredag aften.

Herlev Skøjtehal burde overveje børnecensur fredag aften, når Rødovre Mighty Bulls lægger vejen forbi til et vaskeægte lokalopgør, hvor der ikke vil blive taget nogen form for hensyn holdene imellem.

Tyrene har tabt seks af de seneste syv kampe og er derfor hammersultne efter point i derbyet. Holdet har trænet de svage punkter de seneste dage, afslører holdets ankermand.

Annonce

”I de sidste to dage har vi arbejdet rigtigt hårdt til træning. Vi har trænet de dele af vores spil, der ikke rigtig har fungeret. Vi skal finde vores eget spil igen og starte nede bagfra og spille sikkert. Og så skal vi op og være kreative i den offensive zone og i powerplay, så der kan komme hul på bylden igen,” siger målmand Sebastian Dahm.

Afslutter ikke for dårligt
Afslutning efter afslutning er blevet misbrugt fra en bred vifte af Rødovre-spillere. Det skal der ændres markant på, hvis holdet igen skal opleve succes.

”Det er ikke fordi, vi afslutter for dårligt, at vi ikke scorer flere mål. I nogle af de kampe, hvor vi er kommet tidligt bagud, har modstanderen haft mulighed for hele tiden at spille bag fra og sidde tilbage. Og så kan det ofte være svært at bryde et forsvar, når de står tilbage på den måde,” forklarer Dahm, der vurderer sin egen indsats hidtil i sæsonen.

”Jeg har været mere eller mindre tilfreds med min egen præstation. Når man ligger, hvor man gør, og der er gået et vist antal mål ind, ville jeg selvfølgelig godt have ligget bedre.”

Forudsætningerne har også været anderledes for keeperen, der kun har et enkelt shutout at varme sig på.

”Ud fra de forudsætninger, der er i denne sæson i forhold til sidste, så synes jeg selv, det er gået fint. Der er altid mulighed for forbedringer, og så satser jeg på, at de første 20 kampe var en god stabil grund, som jeg gerne vil forbedre,” lyder det afslutningsvis fra Sebastian Dahm.

Tackl og scor
Cheftræner Brad Gratton har før hver kamp fokus på, at holdet ikke kommer dårligt ind i kampen. Mod Herlev er det ingen undtagelse.

”Vi skal være fokuseret fra start og få benene i gang og komme ind i kampen. Vi skal ikke lukke tidlige mål ind og bruge energi på at hente modstanderens føring. Hver spiller skal udføre sit job; er du en tackler så tackl, er du en målscorer så scor,” lyder den enkle opskrift fra canadieren.

Som Dahm pointerer, har holdet haft svært ved at score på modstanderen, og det kan Gratton kun være 100 procent enig i.

”Et af vores største problemer er at score, og før vi begynder på det, vil vi have svært ved at vinde kampe. Vi har tabt mange tætte kampe i denne sæson, hvor vi ikke har formået at score,” siger han og fastslår, at defensiven ikke bærer skylden for alle nederlagene.

”Det er som om, alle tror, vi taber kampene på grund af defensiven, men det er faktisk forkert. Det er rigtigt nok, at vi ikke har de store navne på backpladserne og benytter nogle unge gutter. Men vi har ikke muligheden for at have tre-fire topbacker, så vi benytter de spillere, vi har. Defensiven har sådan set været meget god, for vi har ikke haft mange kampe, hvor vi er blevet sablet ned.”

Fuldtallig trup
Det egentlige problem er altså målscoringen. Mighty Bulls-træneren slår dette fast med syvtommersøm, så selv den mest uvidende ishockeyiagttager vil forstå budskabet.

”Vores virkelige problem er at score mål, og det skal vi snart gøre. Ellers får vi utrolig svært ved at vinde de kampe, hvor vi er godt med, og hvor det er tæt,” slutter Brad Gratton.

Han har en fuldtallig trup til rådighed til lokalderbyet og den sidste kamp før jul. Andy Contois er således blev klar igen efter en skade. Sidst, Rødovre var i Herlev, vandt tyrene med 2-4 i en halvrodet affære. Rødovre er inden kampen på sjettepladsen, og Herlev er to point under på syvendepladsen.

Herlev Eagles mod Rødovre Mighty Bulls begynder kl. 20 i Herlev Skøjtehal. Kampens hoveddommere bliver Chris Deweerdt og Jan Bigum.

Vi har reaktioner fra kampen i løbet af lørdagen.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top