Annonce


Plet blev vasket væk
RH_herrer-koege_04_251112_BP.jpg
Foto: Arkiv
Håndbold RHs herrer fik vasket pletten fra sidste weekend væk, da holdet på hjemmebane vandt over BK Ydun. Holdet fastholder dermed andenpladsen i 2. division øst.

RH-BK Ydun 36-33 (20-15)

Det var en direkte dyst om andenpladsen i tabellen, da RHs herrer søndag hjemme i Rødovre Stadionhal tog imod BK Ydun. RH var stærkest på dagen og sikrede en tremåls-sejr. Igen blev der scoret mange mål i en kamp med RH.

Annonce

”Det var ’business as usual’. Kampen var helt anderledes end sidste kamp. Der var en helt anden indstilling og en bedre holdpræstation, og folk var klar på at få vasket pletten væk fra nederlaget sidste gang mod Køge,” siger cheftræner Jacob Lyng Madsen.

”Det var et tændt mandskab, der havde tænkt sig at gøre noget ved det. Vi vidste, det var en helt anden udfordring i dag, for Ydun kom med en sejr fra i torsdags. I dag var det en topkamp, hvor vinderen ville komme ud som nummer to i tabellen. Det gjorde også, at der var lidt ekstra at spille om.”

Stor vilje
Hjemmeholdet bragte sig hurtigt i front og slap ikke føringen undervejs i en kamp, hvor gæsterne stillede med et anderledes forsvar.

”Vi tog teten fra start af, og vi havde en helt anden vilje end i sidste kamp. Vi havde ikke så meget plads at bevæge os på, fordi Ydun stillede med et meget offensivt forsvar. Men spillerne løste opgaven flot, og vi bragte os hurtigt foran med tre-fire mål,” udtaler Lyng Madsen og kommenterer på den udsædvanlige pausestilling.

”Det var noget af en pausescore, og 20 mål på en halvleg var meget tilfredsstillende. Vi lukkede selv 15 mål ind, men jeg synes alligevel, at vores forsvar stod ganske pænt.”

Alle præsterede
I anden halvleg cruisede RH videre mod sejren, selv om Ydun for alvor rørte på sig i matchens slutfase.

”Anden halvleg lignede meget første halvleg, hvor Ydun stod offensivt. Da der manglede 10-12 minutter, kom Ydun en lille smule tættere på, og vi var pludselig kun foran med to mål. Men vi fik styr på det igen med nogle gode forsvarspræstationer og kontraer,” siger Jacob Lyng Madsen, der slutteligt glæder sig over, at holdets scoringer blev jævnt fordelt på alle spillere.

”Målene i anden halvleg blev spredt ud på ni spillere. Det var dejligt at vide, man havde et hold, hvor alle kom ind og bidrog. Alle spillere præsterede på dagen. Det var vigtigt at fastholde andenpladsen i stedet for at ryge ned i midten af tabellen. Vi ville vise, at man skal spille mere end almindeligt godt for at vinde på vores hjemmebane.”

På fredag drager RHs herrer til Lolland for at møde Team Sydhavsøerne 2 i Rødbyhavn Sportshal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top