Annonce


NHL-spiller på Rødovres is
RMB-soenderjyske_03_251112_BP.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey Der er lagt op til en spændende aften i Rødovre Skøjte Arena, når Frederikshavn White Hawks tirsdag aften besøger Rødovre Mighty Bulls. Vendelboernes NHL-spiller debuterer i en kamp, hvor begge hold må undvære U20-landsholdsspillere.

Der er flere hovedpunker til opgøret tirsdag aften. Brad Gratton er med U20-landsholdet, så Rødovres trænerteam i denne uge kommer til at bestå af assisterende træner, Klaus Mønster, og sportschef, Gert Hansen.

Svenske Mike Rådde spiller sin kamp nummer 100 for tyrene, og han vil inden kampen blive hædret for den flotte milepæl.

Annonce

Frederikshavn indtager andenpladsen i AL-Bank Ligaen og vil have NHL-spilleren fra Ottawa Senators, Zack Smith, med i bussen. Han får debut i den danske liga mod Mighty Bulls.

Der er mere i drengene
White Hawks må betegnes som favoritter mod tyrene, der inden opgøret er på sjettepladsen i ligaen. Den midlertidige Rødovre-cheftræner ser dog ikke kampen som værende en for stor mundfuld for holdet.

”Jeg vil ikke sige, det ser svært ud mod Frederikshavn. Vi har spillet to kampe mod dem indtil videre. På hjemmebane spillede vi en rigtig god kamp, hvor vi vandt i overtiden. Til gengæld var vi ikke rigtig til stede i kampen i Frederikshavn,” siger Klaus Mønster, der blev tilknyttet holdet inden denne sæson. Han fortsætter.

”Vores kampe mod Aalborg og SønderjyskE for ikke så lang tid siden viste, at der er meget mere i drengene. Hvis vi kan holde fokus og være klar hele kampen, så tror jeg på, at vi kan lave et godt resultat. Jeg tror på, at det bliver tæt affære, men man skal nok ikke forvente mange mål. Jeg håber, vi kan få hul på bylden og få scoret nogle mål. Det er der brug for.”

Fravær af tre spillere
U20-landsholdet er samlet for at forberede sig på det kommende VM. I den forbindelse er ikke kun Brad Gratton, men også tre Rødovre-spillere savnet. Det er backen Sebastian Bergholt og angriberne Mathias Bau Hansen og Patrick Rasmussen. Frederikshavn har ligeledes spillere med landsholdet.

”Vi har kun seks backer, og det stiller større krav til dem, der spiller fire mod fem eller fem mod fire. Vi har Ulrich Linnet med som den eneste i fjerdekæden, og ham bliver der også brug for. Ingen tvivl om det. Men Frederikshavn er også selv ramt af U20-landsholdets samling,” pointerer Mønster.

Rødovre skal i denne uge spille tre kampe på fem dage, så der venter et hårdt, men samtidig også spændende program for trænerteamet.

”Jeg glæder mig til ugen, og det bliver rigtig spændende. Vi har ligt haft en god træning i dag, og der var god stemning på holdet. Spillerne ved, hvad de skal. De kender systemerne, og jeg tror på dem,” udtaler Klaus Mønster.

Få klaveret til at spille
Det er ikke de store taktiske ændringer, Mønster/Hansen skal ind med til de kommende tre kampe. Gratton har forberedt trænerteamet godt.

”Gert og jeg skal ikke ind og lave noget om, men vi skal få klaveret til at spille. ’Gratts’ (Brad Gratton, red.) har på forhånd lagt kæderne, og taktikken er jo givet. Spillerne skal som altid spille situationerne færdig, og det skal nok køre,” slutter Klaus Mønster, der håber på god opbakning til ugens to hjemmebanekampe.

Klaus Mønster oplyser desuden, at Rasmus Astrup formentlig er med mod Frederikshavn. Ellers er holdet fit for fight. Andrey Chistyakov spiller i øvrigt sin første kamp, efter han blev nomineret til TISSOT månedens spiller i AL-Bank Ligaen for november. Han er oppe imod fire andre kandidater, og man kan stemme via AL-Bankligaen.dk indtil fredag i denne uge.

Rødovre Mighty Bulls mod Frederikshavn White Hawks begynder kl. 19 i Rødovre Skøjte Arena. Hoveddommerne bliver Chris Deweerdt og Rasmus Toppel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top