Annonce


Kobbertyve anholdt ved Islev Kirke
islev-kirke_01_071212_BP.jpg
To gerningsmænd blev anholdt på stedet, da de natten til den 27. november forsøgte at stjæle kobberplader fra taget på Islev Kirke. Foto: Brian Poulsen
politi Det var ikke kirkesølv, men kobberplader der var målet for to mænds tyveriforsøg i Islev Kirke. En snarrådig borger fik dog alarmeret politiet, og de to gerningsmænd blev anholdt på stedet.

Prisen på kobber er steget voldsomt i de senere år, og i dag kan man sælge 1 kilo kobber for 45 kr. Det har ført til flere kobbertyverier, og i forrige uge var turen så kommet til Islev Kirke. Natten til den 27. november anmeldte en borger, at der var støj fra kirken. Politiet kørte til stedet men kunne i første omgang ikke konstatere noget.
Anmelderen havde dog ikke hørt syner, for to gerningsmænd var nemlig i fulde sving med at løsne tunge kobberplader fra kirkens tag.
En halv time efter, at anmelder første gang havde ringet til politiet, gjorde han det igen. Nu kunne man nemlig både høre og se gerningsmændene række kobberplader fra den ene til den anden på taget af kirken. Politiet kørte igen til stedet, og sammen med anmelder fandt de frem til den bil, hvor de værdifulde kobberplader blev opbevaret.
Kort efter dukkede gerningsmændene op og de blev anholdt.
“Den ene har fået en straksdom på 30 dages betinget fængsel, mens den anden må vente med sin afgørelse til januar, da han har flere verserende sager kørende,” forklarer kriminalassistent hos Københavns Vestegns Politi, Helle Nexø.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top