Annonce

Kaptajn ønsker sig fremgang
michael-smidt_RMB_frederikshavn_09_041212_BP.jpg
RMB-kaptajn Michael Smidt ønsker, at holdet oplever fremgang i den resterende del af sæsonen. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Juleaften er nært forestående, og Rødovre Mighty Bulls er derfor gået på en lille juleferie. Vi har talt med kaptajn Michael Smidt, der håber, at sejren mod Herlev var vendepunktet for holdet.

Der var lettere oprejsning til Rødovre inden juleferien, da holdet fredag aften vandt 1-2 på udebane mod Herlev Eagles.

”Vi skulle have haft alle tre point mod Herlev. Kampen var rimelig tæt og kunne gå begge veje, men vi brændte alt for mange chancer igen. Vi havde to breakaways, som vi brændte. Vi havde noget powerplay, som ikke fungerede optimalt, og som ikke har gjort det længe,” erkender Michael Smidt, der synes, at pointfordelingen var god nok.

Annonce

”Vi skabte godt med chancer i første og anden periode, så der var ingen tvivl om, at vi skulle have scoret flere mål, som ville have resulteret i tre point. Herlev skabte også mange chancer og kunne ligeså godt have fået mere end ét point. Fordelingen af point er ok, men vi havde selvfølgelig ønsket os alle tre.”

Svingende periode
Inden Herlev-kampen var holdet inde i en decideret bølgedal med meget få point og næsten lutter nederlag.

”Vi har haft en meget svingende periode, men jeg synes, at vi har arbejdet stenhårdt på de ting, der skulle gøres bedre. Det er ikke alt, der er lykkes i de sidste syv kampe. Forsvarsspillet har ikke været godt, og pointene er ikke kommet,” lyder det ærgerligt fra Rødovres kaptajn.

Vi søger en forklaring på, hvorfor holdet igen og igen har svigtet på afslutningerne, når pucken skulle over stregen.

”Målene er nok udeblevet på grund af en kombination af dårlige afslutninger og gode modstandere. På papiret kan vi umiddelbart kun matche holdene på Sjælland,” siger Smidt, der synes, at spillet har haltet i begge ender af banen.

”Der er ingen tvivl om, at vi har været for dårlige både forsvars- og angrebsmæssigt. Vi bruger meget tid i egen zone og har ikke kræfterne offensivt, når vi så skal slå igennem; hverken i fem mod fem eller i powerplay. Det hænger sammen, men vi har været for ineffektive, og specielt angriberne skal tage sig sammen.”

Spillemæssig nedtur
Backerne i Mighty Bulls har ganske enkelt ikke produceret det antal point, som man kunne forvente af et ishockeyhold. Vendepunktet var måske Jarábeks debutmål i Herlev?

”Der er ikke kommet mange mål fra vores backer i forhold til de øvrige hold, og det er noget, vi skal blive bedre til,” udtaler Michael Smidt, der véd, hvor svær en spillemæssig nedgang er at komme ud af.

”Vi har haft en spillemæssig nedtur, og den er altid svær at komme ud af. Vi skal hive op i os selv. Alle hold har en nedtur i løbet af en sæson, så jeg håber, at vi har haft vores formdyk i denne omgang og er på vej op.”

Lørdag aften holdt Rødovre Mighty Bulls den årlige julefrokost for holdet, og arrangementer som disse kan være med til at styrke et i forvejen stærkt sammenhold.

”Vi har brug for at lave noget sammen uden for isen. Det gjorde vi også inden sæsonen. Vi skal finde noget, der bidrager til den gode stemning, og det er noget vi skal tage med. Alt, hvad der bidrager til humøret, stemningen og sammenholdet. Vi har ikke et hold, der kører med hæl og tå og fem udlændinge, der går ud og afgør kampene. Vi er et hold; 25 spillere, der skal arbejde sammen,” lyder det fra Smidt.

”Hvis ikke vi arbejder sammen, så vinder vi heller ikke kampe. Så det er vigtigt med sociale arrangementer, hvad enten det er julefrokost eller en tur i biografen eller noget helt andet. Det skulle gerne styrke os og forhåbentlig give den sidste gnist.”

Kaptajnen bidrager igen
Rødovres kaptajn har ikke kun oplevet holdet være på en rutsjebanetur – han har også selv været på en. For ham personligt har turen dog gået opad siden kamp 10.

”Der er ingen tvivl om, at jeg har hævet mit spil en smule. Jeg er begyndt at producere flere point som i de andre år, og det har selvfølgelig også hjulpet. Men vores svaghed på holdet er, at vi ikke har præsteret på samme tid. Nogle spillere har præsteret fra 0-10 kampe, mens andre har præsteret fra 10-20. Vi nødt til at finde et niveau, hvor vi er nogenlunde lige gode hele vejen,” siger Michael Smidt, men glæder sig afslutningsvis over, at han igen producerer point.

”Jeg er kun glad for at bidrage lidt igen efter min sløje start. Sådan er hockey en gang imellem. Men jeg håber, at vi kommer tilbage efter julepausen med fornyet power til den sidste del af sæsonen inden slutspillet.”

Vi vender stærkt tilbage her på rnn.dk, når Rødovre Mighty Bulls spiller første kamp efter jul – hjemmekampen på fredag den 28. december kl. 19 mod EfB ishockey.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top