Ingen motivation mod bundhold
RH_damer-ajax_09_251112_BP.jpg
Foto: Arkiv
Håndbold RHs damer havde svært ved at finde motivationen i udekampen i 2. division øst mod bundholdet Gladsaxe HG, men holdet vandt alligevel med fem overskydende mål.

Gladsaxe HG-RH 19-24

Det var en overkommelig opgave, RHs damer stod over for torsdag aften i Gladsaxe Sportshal. Hjemmeholdet havde inden kampen nul point, mens RH havde seks sejre på 10 kampe.

Annonce

Sejren på fem overskydende mål blev aldrig bragt i fare, men der var alligevel ikke helt tilfredshed hos holdets cheftræner.

”Torsdag aften kl. 19.15 i Gladsaxe Sportshal, hvor der er 14 grader varmt i hallen mod nummer sjok. Så er der allerede en alarmklokke, der ringer hos mig. Folk havde svært ved at motivere sig og var måske ikke ligeså klar som mod et bedre hold på hjemmebane. Det havde vi talt om, og jeg havde tordnet dem om at være klar. Men det var vi alligevel ikke rigtig,” lyder det ærgerligt fra Theis Husfeldt.

Skulle have vundet med 15
RH levede – på trods af den manglende motivation – op til favoritværdigheden ved hurtigt at bringe sig komfortabelt i front.

”Vi bragte os hurtigt meget foran, men så slappede vi af og sjuskede, og vi blev trukket ned i Gladsaxes tempo. De kom aldrig tættere på end tre mål. Vi vandt med fem mål, men burde have vundet med 15,” forklarer Husfeldt og fortsætter.

”Vi brændte en del chancer og begik tekniske fejl, og vi spillede ikke særlig godt. Det havde ikke været noget problem de sidste to kampe, hvor vi var klar. Men jeg regnede med, at det var fordi, vi mødte bundholdet, og det var svært med motivationen.”

En god udstråling
Det var cheftrænerens tredje kamp i spidsen for Rødovres bedste damehold i håndbold, og der er tilfredshed at spore.

”Det er gået fint på nær kampen i går. Der er en anden indstilling, og der er en udstråling til, at man gerne vil vinde. Spillerne holder sammen, og der er en god holdånd, og det er noget, jeg lægger stor vægt på,” slutter Theis Husfeldt.

RH ligger efter 11 kampe på andenpladsen i 2. division. Men feltet er tæt, for der er kun fire point ned til Ajax København 2 syvendepladsen. Næste kamp er søndag i næste uge, hvor Hvidovre IF kommer på besøg i Rødovre Stadionhal kl. 14 til et lokalopgør.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top