Annonce


Fiasko i sudden victory
RFC_herrer-helsingoer_06_101112_BP.jpg
Foto: Arkiv
Floorball De danske mestre fra Rødovre FC tabte weekendens kamp på udebane til Unihoc Floorball Ligaens nummer to fra Benløse FC. Hjemmeholdet vandt i sudden victory.

Benløse FC-Rødovre FC 5-4 SV

Der var fest blandt de mange tilskuere i Ringsted Sportscenter, da værterne fra Benløse FC bød Rødovre FC op til top- og tv-kamp i landets bedste floorballrække.

Annonce

Kampen var tæt på måltavlen, men selve spillet var ikke nogen stor oplevelse. For Rødovre endte det med et nederlag i sudden victory og en generel dårlig kamp af ligaens nummer ét.

”Jeg så lidt kampen som om, vi lod dem styre slagets gang. Vi fik ikke rigtig vores spil til at køre og har generelt ikke præsteret særligt godt i år. Det er kun godt, at vi har vundet nogle kampe, men vi skal skrue gevaldigt op for tempoet,” siger holdets målmand, Mike Trolle.

”Grunden til vi tabte var, at vi var alt for passive, og det føltes ikke rigtig som om, vi var der. Vi manglede noget kampgejst og jublede nærmest ikke, når vi scorede. Jeg ved ikke hvorfor, men i min verden giver det lidt ekstra, når man jubler.”

Bedre spiller for spiller
På trods af fredagens nederlag fører Rødovre stadig med otte point ned til Benløse, og mestrene plejer også at have taget på holdet fra Ringsted.

”Jeg synes, vi er bedre spiller for spiller end Benløse, og holdmæssigt plejer vi også at være bedre,” forklarer Trolle og fortæller videre om sæsonen indtil nu.

”Der mangler engagement og tænding, og jeg synes ikke, folk er der 100 procent. Det har været enkeltmandspræstationer, og vi har ikke fået spillet til at køre.”

Martin Erichsen er spillende cheftræner og overtog i sommers fra Kasper Sindt. En ny situation for Rødovres herrer.

”Martin har nogle andre idéer, end Kasper har, og det er altid lidt svært at vænne sig til. Men Martin klarer det fint, og vi skal bare vænne os til, at han ikke står ude på bænken hele tiden. Men jeg synes egentlig, det går fint nok,” lyder det fra målmanden, der vurderer sin egen indsats efter sæsonens første 12 kampe.

”Jeg synes, jeg har præsteret det, jeg skal. Der var en enkel svipser mod Benløse, men ellers synes jeg, jeg holder niveauet. Vi har nogle gode træninger, hvor jeg bliver klar til kampene.”

Revanche i pokalturneringen
På onsdag mødes holdene igen i Ringsted Sportscenter, og denne gang er der tale om en vigtig semifinale i pokalturneringen.

”Der skal tænding på, og jeg håber også, at vi tager revanche for nederlaget. Den skal have fuld spade, og kun en sejr tæller. Vi kan ikke se os selv i øjnene, hvis vi også taber den kamp,” slutter Mike Trolle.

Som nævnt er næste kamp på onsdag, hvor den ene finaledeltager i pokalturneringen skal findes. Der er kampstart kl. 20 i Ringsted Sportscenter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top