Damer også i finalen
RFC_damer.jpg
Rødovre FCs damer er klar til årets pokalfinale mod AaB Floorball. Foto: Privat
Floorball Rødovre FCs damer har gjort herrerne kunsten efter og kvalificeret sig til pokalfinalen, der spilles til januar 2013.

Pokalsemifinale, damer
RFC-FF København 2-1

(1-0, 0-1, 1-0)

Herrerne er ikke det eneste seniorhold fra Rødovre FC, der har klaret sig igennem til sæsonens pokalfinale. I mandags kunne også klubbens seniordamer juble over en finaleplads efter en smal 2-1-sejr hjemme mod FF København.

Annonce

Semifinalen blev spændende hele vejen igennem, men lidt over fire minutter inde i tredje periode scorede Tanja Jensen matchvindermålet, og så var finalepladsen sikret foran et pænt antal tilskuere.

”Det var en super fed og spændende kamp at spille, hvor vi størstedelen af første periode havde FFK lige, hvor vi ville have dem. Vi fik kørt en masse tværpas, som virkede til at være måden at komme forbi FFK på, og efter første periode burde tavlen have lydt på mere end en étmåls-føring. Ros til FFKs keeper,” siger Tanja ’Tøffe’ Mørup og fortsætter.

”Anden periode virkede mere rodet. Vi fik ikke spillet FFK som i første periode, hvilket resulterede i, at de kom mere med i kampen. Vi begik lidt flere personlige fejl og som i så mange andre kampe denne sæson, fik vi hjulpet dem med i kampen ved at lave en fejlpas på egen banehalvdel. Stemningen på holdet var dog stadig super god, og vi formåede at lægge en del mere pres på FFK i de sidste fem minutter.”

Finale mod AaB Floorball
Den sidste og afgørende periode blev med store nerver og nervøsitet, men hjemmeholdet trak alligevel det længste strå og er altså pokalfinaleklar anno sæson 2012/13.

”Sidste periode bar præg af nervøsitet og træthed, så da vi scorede til 2-1, fik det løsnet op i os og i spillet. Vi sluttede af med at spille mere frit, som vi gjorde i første periode. Jeg synes egentlig, at det var fortjent, at vi fik hevet sejren i land med super god fight og i store dele af kampen rigtig flot Rødovre-spil,” slutter Tanja Mørup.

Pokalfinalen spilles i Sønderborg lørdag den 12. januar 2013, og Rødovres modstander bliver AaB Floorball, der i semifinalen ude vandt 1-2 over ÅFS Floorball.

I Unihoc Floorball Ligaen indtager Rødovre FCs damer en delt førsteplads med netop FF København. Begge hold har vundet samtlige ni kampe, og i morgen, lørdag, skal Rødovre ude møde bundholdet fra Vallensbæk Floorball.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top