Annonce


Rødovreungdom på landsholdene
mathias-bau_RMB-herlev_15_161012_BP.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey Indeværende uge står i landsholdenes tegn. Rødovre Mighty Bulls er sædvanen tro repræsenteret – i denne ombæring dog kun på de danske ungdomshold.

Det danske A-landshold spiller i denne uge tre OL-testkampe på hjemmebane mod Norge. Den første kamp blev tabt 0-4 i Hvidovre. Andendagsgildet står fredag aften, hvor holdene mødes i Esbjerg.

Rødovre Mighty Bulls er ikke repræsenteret i denne omgang på landstræner Per Bäckmans mandskab.

Annonce

”Man kigger efter forskellige spillere til forskellige pladser og roller. I Rødovre kan vi godt have en spiller, som vi synes har et vist niveau, men det er ikke sikkert, at han passer ind på den plads eller de ledige pladser, der måtte være på landsholdet,” siger sportschef i Rødovre Mighty Bulls, Gert Hansen.

”Det er klart, at det ville være rart at se Rødovre repræsenteret på landsholdet. Men nu er vi heldigvis repræsenteret på U18- og U20-landsholdene, og det kan vi jo glæde os over.”

Fordel og ulempe
Landsholdspauserne er dog ikke kun positive for en eliteserieklub, der hver dag træner på at forbedre spillet med samtlige tilgængelige spillere.

”Det er både en fordel og ulempe, at Rødovre har spillere med landsholdene i pauserne. Ulempen er, at de mangler på de daglige træninger. Vi har spillere med på ungdomslandsholdene, som er ordinære spillere i Rødovre. Det giver noget uro i forhold træningerne, hvor de mangler,” udtaler sportschefen og fortsætter.

”Omvendt giver det dem også noget den anden vej i form af international erfaring, for der bliver gået til den, og der er et godt tempo. Så der er både fordele og ulemper ved det.”

Sportschef agerer træner
U18-landsholdet er i Hviderusland for at spille en fire-nationers turnering. Rødovre har backen Mathias Lassen og forwarden Emil Rasmussen med.

U20-landsholdet er i Østrig for at spille en lignende mini-turnering, og Sebastian T. Bergholt, Mathias Bau Hansen og Patrick Rasmussen er med landstræner Brad Gratton på ishockeyrejse.

”Bau kunne aldersmæssigt godt være med på A-landsholdet, men det er så en anden historie, om han er kvalificeret til det i forhold til spillertype, og hvad der er behov for til de forskellige pladser. Man han har spillemæssige kvaliteter til at blive en potentiel landsholdsspiller,” siger Gert Hansen.

I og med Brad Gratton er med U20-landsholdet i denne uge, og assistenttræner Klaus Mønster er med sit civile job i udlandet, er sportschef Gert Hansen trådt til i den daglige træning med holdet.

Korte noter fra Rødovre Mighty Bulls:

– Den 18-årige center Nikolaj Zorko spiller i øjeblikket på RSIKs 1. divisionshold og gør det godt med flere point til følge. Gert Hansen oplyser, at klubben ser Zorko an.

– Klubben er optimistisk omkring, at Morten Allesøe måske når at blive klar igen til næste uges to kampe. Backen har været ude i et stykke tid med en såkaldt ’lower body injury’.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top