Annonce

Undervisning – The American Way
tinderhoej_skole_USA.jpg
De fem amerikanske universitetsstuderende Hannah Mae Brown (start fra venstre), Trissha Higa, Rachel Kleinman, Hilary Phillips og Christina Banks var i mandags gæstelærere på Tinderhøj Skole. På billede har de fået følgeskab af fire drenge fra 9.X. Foto: Red.
made in denmark 18 amerikanske universitetsstuderende stod i mandags for undervisningen på Tinderhøj Skole. I 9.X blev eleverne klogere på den amerikanske kultur, og fik samtidig bekræftet, at burgerne på McDonalds er langt større i USA end i Danmark.

Over 1000 amerikanske studerende har i dette efterår valgt at flytte til i København, som led i deres uddannelse. De studerende læser et helt semester i den danske hovedstad, og de meritgivende fag de vælger at læse, bliver efterfølgende overført til deres hjemmeuniversitet. Langt de fleste studerende bor hos værtsfamilier, og under deres ophold skal de mange amerikanere på virksomheds- og institutionsbesøg.
I mandags fik Tinderhøj Skole besøg af 18 af slagsen, og i 9.X var spørgelysten stor, da der først kom hul på bylden. Eleverne skulle lige overvinde frygten, inden de kastede sig ud i spørgsmål til de amerikanske studerende. Men da først proppen sprang, var det som om nervøsiteten gjorde det samme.
Store burgere. Klassen fik besøg af fem studerende, og det blev både til en snak om forskellen mellem dansk og amerikansk kultur, den amerikanske våbenlov, standpunktskarakterer og forskellen på burgerstørrelser i de to lande.
“Før jeg kom til Danmark troede jeg, at danskerne var meget reserverede. I USA holder man døren for hinanden, og siger ‘hvordan går det’. Sådan troede jeg ikke danskerne var, men jeg har fundet ud af, at de er et rigtig flinkt folkefærd,” fortalte Hilary Philips på spørgsmålet om, hvorvidt Danmark havde gjort indtryk på dem.
Herefter blev det netop overståede præsidentvalg debatteret, ligesom den amerikanske våbenlov også kom under luppen. En af drengene fra 9.X ville også gerne vide, om burgerne hos McDonalds virkelig er større i USA, og til hans store misundelse fik han bekræftet mistanken.
“Vores burgere er langt større end jeres,” grinte de fem amerikanske studerende næsten samstemmigt, inden de danske fødevarepriser lige fik et par kærlige ord med på vejen.
“Vi er stadig chokerede over madpriserne her i Danmark,” lød det uhyggeligt ærligt fra Hannah Mae Brown.

Dansk pædagogik
 De 1000 amerikanske studerende tager alle kurser på DIS, Danish Institute for Study Abroad, mens de opholder sig i Danmark. De 18 studerende, der i mandags besøgte Tinderhøj Skole, følger et program der hedder ‘Child Diversity and Development’. Her er de i praktik i vuggestuer, børnehaver, og på skoler samtidig med at de bliver introduceret til dansk pædagogik og det danske uddannelsessystem. Eleverne fra 9.X kunne ikke forstå, hvorfor de fem amerikanere havde valgt Danmark som destination, når man nu kunne varmere himmelstrøg i Europa. Der er dog en helt særlig grund til, at Danmark blev rejsemålet.
“I USA er Danmark kendt for deres arkitektur, vikinger og for deres gode uddannelser. Danmark er et forbillede på det område,” forklarede Rachel Kleinman.

Annonce

Styrker eleverne
 De amerikanske universitetsstuderende besøgte kun Tinderhøj Skole en enkelt dag, men til foråret planlægger skolen et større samarbejde med DIS, og souschef på Tinderhøj Skole, Gurli Hartmann, er ikke i tvivl om, at samarbejdet er givtigt for alle.
“Vi tror på, at det på sigt kan styrke eleverne faglige kompetencer. Man skal også lære om den store verden udenfor Tinderhøj Skole, og på den her måde får de en masse viden om andre kulturer. Samtidig er det godt for eleverne at de får brugt deres engelskkundskaber inden eksamen. Det giver noget selvværd, når man stiller et spørgsmål på engelsk til en amerikaner, som sagtens kan forstå hvad man siger,” fortæller Gurli Hartmann.
De studerende afslutter deres semester i december. Til foråret planlægger Tinderhøj Skole længerevarende undervisningsforløb med studerende fra USA.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top