Annonce


Udsolgt koncert ærgrer kulturhusleder
queenmachine3.jpg
Freddie Mercury eller ej. Kopibandet 'Queen Machine' leverede et brag af en fest, da de i lørdags spillede for fuldt hus i Viften. Foto: Presse
kopierne hitter Kopibandet 'Queen Machine' spillede i lørdags for fulde huse i Viften. Det luner godt på bundlinjen, men Viftens leder, John Frobøse, ærgrer sig alligevel over, at det er kopierne der agerer trækplaster. "Nysgerrigheden efter at høre nyt er ofte totalt fraværende hos publikum," siger han.

Sølle syv billetter. Så stor var interessen for at høre det musikalske talent Mike Sheridan.  Den 22-årige komponist og dj har leveret musik til Alexander Kølpins ‘Sommerballet’, og sågar været nomineret til P3 Guld. Talentet kan ingen tage fra det ‘elektroniske vidunderbarn’, men publikumsmagnet er han ikke. I hvert fald ikke i Rødovre, hvor sidste uges koncert af gode grunde blev aflyst.
I weekenden var der dog helt andre boller på den musikalske suppe i Viften. Her tordnede kopibandet ‘Queen Machine’ udover scenekasten i en fuldstændig udsolgt koncertsal.

Savner nysgerrighed
Udsolgte koncerter er sjældent et negativt problem for et spillested, og det er det da heller ikke i Viften. Alligevel ærgrer det John Frobøse, at billetterne til kopibands som  ‘Queen Machine’, ‘Pink Floyd Projekt’ og U2 kopierne ‘Die Herren’ på det nærmeste sælger sig selv.
“Musikerne i de tre kopibands er utrolig dygtige, men jeg bryder mig i bund og grund ikke om kopi-bands. Jeg vil hellere præsentere nyskabende musik. Nysgerrigheden efter at høre nyt er dog ofte totalt fraværende hos publikum. Mange vil hellere høre det vante og forudsigelige og det er en skam,” fortæller John Frobøse.

Annonce

Lyden af vækstlag
Eksemplet med Mike Sheridan er langt fra enestående, men i Viften lægger man sig ikke på ryggen og følger strømmen. John Frobøse er fast besluttet på, at lade lyden af det nye vækstlag komme til sin ret.
“Den skandinaviske musik er unægtelig på vej frem. Det vælter frem fra undergrunden med nye bands, der i min verden fortjener et langt større publikum. Vi vil gerne så nogle frø, som kan være med til at folk får øjnene op for den nye musik,”   siger han.

Genopliver koncept
Faktisk er man fra Viftens side så forhippet på ægte lyd og musikalske talenter i svøb, at man ikke bare vil fortsætte med at give plads til upcoming bands, men også vil tænke helt nyt i forhold til at få de nye vækstlag frem på scenerne.
“Vi vil blive ved med at eksperimentere. Vi påtager os gerne den opgave at vise det nye frem, også selvom det er en lang og sej kamp,”  forklarer John Frobøse.
Til foråret er Viften med i musikprojektet der giver plads til nye bands. ‘Nordisk 2013’ er en helt ny festival-turné, der med ønsket om at decentralisere musiklivet, afholder koncerter på 8 forskellige musik- og teaterhuse i Østdanmark. Med sig har de fire fremadstormende bands, der repræsenterer vækstlaget i henholdsvis Danmark, Norge, Island og Færøerne.
“Det bliver lyden af vækstlag, og en aften med fire fantastiske bands for en billig penge,” slutter John Frobøse. Man kan læse mere om ‘Nordisk 2013’ på viften.dk

1 kommentar om “Udsolgt koncert ærgrer kulturhusleder”

  1. carsten Jørgensen siger:

    “Jeg bryder mig i bund og grund ikke om kopibands” siger John Frobøse, men det er der åbenbart mange andre, der gør. Som kommunalt ansat har Frobøse altså en forpligtelse til at få forretningen til at løbe rundt og til at behandle koncertgængerne med respekt. Jeg synes ovenstående udtalelse er respektløs overfor alle os der nyder koncerterne med kopibands.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top