Annonce

To kampe på ét døgn
sebasian-dahm_morten-allesoe_RMB-soenderjyske_12_280912_BP.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey Rødovre Mighty Bulls går en hård og vigtig weekend i møde. To kampe på ét døgn er menuen for tyrene, der fredag aften tager imod Herning. Lørdag er der lokalopgør mod Herlev i Ørneborgen. ”Det er to rigtig vigtige kampe for os – nærmest sekspoints-kampe,” siger Morten Allesøe.

Weekendens to kampe i AL-Bank Ligaen vil formentlig definere, om Rødovre Mighty Bulls vil hænge på top4 eller om bunden rykker nærmere.

Energidepoterne skal lades 100 procent op, hvis Rødovre skal komme ud af kampene med et acceptabelt resultat. Forude venter nemlig to meget vigtige og stenhårde dueller mod hold, der ligger side om side med tyrene i tabellen.

Annonce

”Det er to rigtig vigtige kampe for os – nærmest sekspoints-kampe. Det er to hold, der ligger lige omkring os i tabellen, og det er utrolig vigtigt med point, hvis vi skal have lidt afstand til bunden, som vi godt kan tænke os. Det er det fokus, vi har, men fokuserer kun på én kamp ad gangen. Men det bliver en stor weekend for os,” siger backen Morten Allesøe, der efter en skadespause vendte tilbage på holdet i tirsdags.

”Det var hårdt at være tilbage igen mod Aalborg efter tre ugers pause, men det var rigtig dejlig og sjovt at være tilbage og spille kamp igen. Der var en fed atmosfære i Aalborg, også selv om vi tabte. Jeg var dog rigtig glad for at være tilbage.”

Ikke tage let på Herning
Mestrene fra Herning Blue Fox er modstanderen fredag aften i Rødovre Skøjte Arena. Midtjyderne har haft en blandet sæsonstart. Senest vandt rævene dog 1-0 mod Herlev, men det er Rødovre, der har det indbyrdes overtag med en sejr på 3-2 på heden.

”Herning har en dygtig træner, der altid formår at sammensætte et godt hold uanset, hvad han har at arbejde med. Det er ikke et hold, man nogensinde må tage let på. Man skal altid være klar mod Herning,” forklarer Allesøe, der mener, at defensiven har størst prioritet i weekenden.

”I de tre kampe inden pausen haltede vores defensiv. Vi skal først og fremmest tilbage og være defensivt fokuseret og gøre det simpelt. Det er også vigtigt, at vi får lagt pucken banden ud ved vores blå linie og slå den kontra, vi er gode til.”

Vil ikke spare på kræfterne
Under et døgn senere afgørelsen mod Herning, tropper Mighty Bulls op hos naboerne og rivalerne fra Herlev, der har ét point mindre end Rødovre. Herlev, der har nederlaget mod Herning i bagagen, og som tabte 4-1 på Rødovres bane i sæsonens første lokalopgør.

”Herlev ligger rimelig godt til i tabellen ligesom os selv. Begge hold sætter en stor ære i at vinde lokalopgørene,” udtaler Morten Allesøe om Herlev, der netop har fået en ny mastodont af en ørn i skikkelse af NHL-spilleren Kevin Klein fra Nashville Predators. Det er dog endnu uvist, om han når at blive klar til lokalopgøret.

Tyrene har siden i onsdags kunnet forberede sig på weekendens to opgør, og selv om Herlev venter et døgn efter fredagens kamp, vil der ikke blive sparet på kræfterne mod Herning.

”Vi har trænet som vi plejer i ugen op til, og så gælder det om at få restitueret efter kampen mod Herning, hvor vi bestemt ikke vil spare på noget,” lyder det.

Der er på forhånd lagt op til to meget tætte dueller. Men hos Rødovres back med nummer 28 er der ingen tvivl om, hvor mange point, der skal i hus.

”Succeskriteriet i weekenden er seks point. Vi ved, vi kan slå alle hold, og hjemmekampene mener vi selv, at vi skal vinde – ligesom med lokalopgørene. Så målsætningen er to sejre,” slutter assisterende kaptajn Morten Allesøe.

Score på chancerne
Rødovres cheftræner, Brad Gratton, var tilfreds med indsatsen i tirsdags mod Aalborg, selv om holdet tabte 3-2.

”Vi skal fortsætte med den arbejdsindsats, vi havde i kampen i Aalborg. Jeg synes, vi spillede godt og var tæt på. Vi skal køre på fra første færd og komme hurtigt ud til kampen. Desuden skal vi spille disciplineret og score på de chancer, vi skaber,” siger den canadiske coach.

”Herning har et godt hold, og vi skal yde 100 procent mod dem, hvis vi skal vinde. Vi vil være klar, og spillerne ved, hvor vigtig kampen er. Jeg forventer, at spillerne vil være klar til at yde det maksimale i en hel kamp,” forklarer Brad Gratton.

Rødovre må undvære Patrick Rasmussen, ellers er samtlige spillere klar til weekendens udfoldelser. Russiske Andrey Chistyakov får sin hjemmebanedebut i kampen mod Herning.

Rødovre Mighty Bulls mod Herning Blue Fox begynder kl. 19 fredag aften i Rødovre Skøjte Arena. Hoveddommerne bliver Chris Deweerdt og Martin Engelhardt.

Andendagsgildet i Herlev Skøjtehal begynder kl. 19, og her vil Chris Deweerdt og Jan Bigum styre lokalbragets gang.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top