Annonce

RH kørt midt over
RHK_damer-FIF2_12_280912_BP.jpg
Foto: Arkiv
Håndbold Rødovre Håndboldklubs damer blev kørt midt over, da de lørdag var på besøg hos Freja HK. Hjemmeholdet lukkede helt ned for RH og fandt selv vejen til målet. Nederlaget lød på 25-13.

Freja HK-RH 25-13 (9-4)

Hvor det i kampene inden mødet med Freja blev til to 12-målssejre, var det i stedet RH selv, der måtte sande et nederlag på hele 12 mål.

Annonce

Freja var for stor en mundfuld for Rødovredamerne, som kun formåede at score fire gange i første halvleg. Usædvanligt få scoringer, og holdets cheftræner var heller ikke tilfreds med tingene.

”I første halvleg kom vi bagud 9-4, og fire mål var jo ikke helt imponerende. Vi var ikke tilstrækkelig klar og brændte helt åbne chancer. Man manglede simpelthen at investere det, der skulle til. Vi spillede sidelæns og uden aggressivitet og offervilje,” siger Jan Bækgaard.

Kollektivt kollaps
Anden halvleg bød på ni scoringer fra RHs side, men det var slet ikke nok til at true hjemmeholdet.

”I anden halvleg begik vi nogle fejl. Men vi fik også presset Freja lidt mere og åbnet op for scoringen. Men Freja havde det, der skulle til, og så havde vi heller ikke noget, der lignede medvind fra dommerne. Selv om vi havde haft lidt medvind, havde det alligevel ikke gjort udslaget til en sejr. Der var mange faktorer, og vi sluttede af med at tale om, at det var et kollektivt nederlag,” lyder det fra cheftræneren.

Den kommende uge skal der arbejdes med nogle ting, der ikke fungerede i lørdagens store nederlag.

”Vi skal både træne på nogle ting, men samtidig også erkende, at når man har vundet to kampe i træk, så kommer de mentale ting, vi har talt om, ikke af sig selv. Man skal hele tiden arbejde hårdt for det,” slutter Jan Bækgaard.

RHs damer skal i den kommende weekend ude møde Lyngby HK 2, der – ligesom Rødovre – er et midterhold i 2. division øst. RH har på sjettepladsen otte point efter syv kampe.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top