Annonce

Pengene bliver ikke i lommen
bybjerget1_220409_BP.jpg
Rødovres andel af pengene til at øge kvaliteten i institutionerne, kommer ikke til at ligge i pengekassen. Foto: Arkiv
penge til pædagoger Færre medhjælpere og flere uddannede pædagoger. Sådan kommer virkeligheden til at se ud i Rødovres daginstitutioner næste år.

Mens medierne svømmer over af historier om kommuner, der bruger de penge som regeringen og Enhedslisten har afsat til daginstitutionerne på noget andet, går Rødovre Kommune planken ud, og investerer samtlige 3,6 millioner kroner på at hæve kvaliteten på det pædagogiske område.
Det lyder meget godt, men sådan nogle bevillinger har det med at forsvinde i tomme kasser. Men ikke denne gang. Allerede nu har politikerne i kommunalbestyrelsen besluttet, hvad pengene konkret skal bruges til.
“Der skal flere hænder i daginstitutionerne. Dette vil imødekomme en del forældres ønske om mere fokus på det enkelte barn. Udgiften til forøgelse af medarbejderstaben med 2,5 pædagogstilling samt 1 pædagogmedhjælperstilling beløber sig til 1.320.000 kr. årligt,” siger formand for Børne- og Skoleudvalget Flemming Lunde Østergaard Hansen (A).
Derudover vil pengene blive brugt på pædagogisk udvikling i form af øget efteruddannelse af pædagogerne, samt midler til nye aktiviteter for børnene, fx. naturfaglige aktiviteter. Der afsættes 600.000 kr. til formålet.
Glad for uddannelse. Den stigende fokus på efteruddannelse glæder pædagogernes fællestillidsmand, Lena Grønsund.
“Jeg er meget enig i de fokusområder, som kommunen vælger at prioritere. Jeg håber bare, at de penge, der bliver brugt til efteruddannelse af pædagoger, bliver lavet til en permanent bevilling. Så vi hele tiden kan efteruddannes,” siger hun og fortsætter:
“Det skal også være kompetencegivende uddannelse. Noget man kan bygge videre på efterfølgende, så de ikke smutter væk. Der vil vi gerne indgå i dialog med kommunen om, hvad der kan være vigtigt for pædagogerne i Rødovre. Også omkring, hvordan man strikker de uddannelser sammen,” siger Grønsund, der håber, at efteruddannelsen af de eksisterende pædagoger, kan få nogle arbejdsløse pædagoger ind i varmen, så længe uddannelserne står på.

Flere faglærte
Ifølge Flemming Lunde Østergaard Hansen er målet, at der skal ske en løbende konvertering af ikke-uddannede pædagogmedhjælperstillinger til pædagogstillinger. Dette vil betyde, at den nuværende 65/35 procent-fordeling kan ændres til 70/30 procent. Den forventede udgift beløber sig til 1.680.000 kr. årligt.
“De nye tiltag er i tråd med, hvad forskningen peger på, er vigtigt for høj kvalitet i daginstitutionerne. Samtidig viser forældretilfredshedsundersøgelsen, som kommunen foretog i februar 2012, at hovedparten af forældrene lægger meget stor vægt på, at børnene er ‘trygge og glade’, hvilket matcher den stabile drift, som længe har været grundlaget for daginstitutionernes virksomhed, og som kan blive styrket af de ekstra penge,” siger Flemming Lunde Østergaard Hansen og slutter:
“Med de ekstra midler vil daginstitutionerne fremover have bedre mulighed for at honorere de ændrede og mere massive krav, der stilles til den læringsmæssige kvalitet.”

Annonce
Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top