Nominering giver ekstra rygstød
kirsten-falster_01_161112_B.jpg
Kirsten Falster er for tredje gang nomineret til titlen som Årets Ildsjæl. Vinderen kåres den 6. december på Ørbygård. Foto: Brian Poulsen
nomineret til årets ildsjæl Kirsten Falster er nomineret til Årets Ildsjæl for tredje år i træk, og for hende er det et ekstra rygstød og kilden til flere kræfter som frivillig for kommunens handicappede.

“Jeg bliver meget, meget glad og ydmyg, når jeg bliver nomineret og læser indstillingen. Det er utrolig dejligt, for man føler, at man får et ekstra rygstød og flere kræfter.”
Sådan siger den mangeårige skolelærer og medlem af kommunalbestyrelsen i Rødovre, 72-årige Kirsten Falster. Hun er nomineret til prisen som Årets Ildsjæl 2012 for tredje år i træk, og måske klichéen ‘tredje gang er lykkens gang’ kommer hende til gavn i år.
“Det er dejligt at være nomineret, for der er så mange facetter i det, og folk sætter pris på mit engagement. Jeg er glad for bare at være nomineret, for der er så mange frivillige i kommunen, som udfører et vigtigt stykke arbejde. Der er et godt miljø for at være frivillig i Rødovre Kommune,” fortæller Falster.

Socialpolitisk interesseret
 Hun er engageret i Forening Sind (formand), Handicaprådet (næstformand) og Dansk Handicapbestyrelse i Rødovre. Interessen for socialpolitik har altid ligget Rødovre-borgeren nært.
“Jeg har tidligere siddet i Socialudvalget og er meget socialpolitisk interesseret, og det er også baggrunden for, at jeg er engageret i de ting her. Jeg har været folkeskolelærer i kommunen og har via det også haft mulighed for at påvirke nogle socialpolitiske ting,” forklarer Kirsten Falster, der elsker at gå til koncerter, læse en bog eller gå en tur i naturen.

Annonce

Hun har været medlem af Forening Sind i flere årtier, og indmeldingen blev faktisk en realitet via arbejdet som lærer.
“Jeg blev medlem allerede i 1970’erne, fordi jeg som lærer lavede et tema til mine ældre elever, der hed ‘Retten til at være anderledes’. Jeg har altid været interesseret i personer, som jeg kan hjælpe til at få en meningsfuld dagligdag,” siger Kirsten Falster, der løbende arbejder for de handicappedes forhold.
“I Handicaprådet arbejder jeg for, at forholdene bliver forbedret for de handicappede. Tingene flytter sig ganske langsomt, men man skal være meget vedholdende og holde fast i de ting man tror på. Generelt bliver der arbejdet meget på at afhjælpe handicaps, så borgerne kan få en meningsfuld tilværelse.”

Personligt overskud
 Posten som formand for Forening Sind kræver et vist arbejde, men den pensionerede skolelærer ønsker at fortsætte så længe lysten og helbredet tillader det.
“Der skal være et vist overskud til at bestride posten som formand. Jeg føler selv, jeg har et personligt overskud, og det er en god egenskab at have som frivillig. Det giver mig noget i dagligdagen at være frivillig,” siger Kirsten Falster, der om ugen bruger alt fra timer til dage på arbejdet som frivillig.

Ildsjæl
 Årets Ildsjæl 2012 i Rødovre skal findes blandt seks nominerede kandidater, der alle gør et ekstraordinært godt stykke arbejde – og så endda i frivillighedens tegn.
“Det vigtigste er, at jeg er nomineret. Det varmer, at folk sætter pris på mit arbejde. ‘Ildsjæl’ dækker godt over frivilligheden – dét, at man bliver ved. Der er hele tiden en gnist, der er tændt, og holder en i gang,” slutter en tydeligt motiveret og engageret lokal-frivillig.

Masser af energi
 Social- og sundhedsformand i Rødovre, Britt Jensen (A), roser Kirsten Falsters frivillige arbejde for kommunens handicappede.
“Kirsten er en helt særlig engageret person med masser af energi og entusiasme. En fortaler for de svages sag. Altid godt inde i tingene og altid vedholdende og kæmper for de svage borgere – mange foreninger har nydt godt af Kirstens arbejde og engagement i Rødovre,” lyder de flotte ord fra formanden, der selv har et indgående kendskab til kandidaten.
Læs mere om de andre kandidater i næste uge.

1 kommentar om “Nominering giver ekstra rygstød”

  1. Mogens Lind siger:

    Synes at Kirsten byrde have prisen for sit arbejde for de Psykisk syge

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top