Annonce


Fredet rådhus har trukket renovering i langdrag
raadhus.jpg
Foto: Arkiv
Rødovre rådhus Arne Jacobsens arkitekttegnede rådhus er fredet, og det har trukket facaderenoveringen i langdrag. De første penge til renoveringen blev bevilliget i 2004, men sagen blev først endeligt lukket i denne uge

8 år. Så lang tid har det taget Rødovre Kommune at blive færdig med en sag om renovering af rådhuset. Og så siger man, at tingene går langsomt i det offentlige.

Det gik ellers hurtigt dengang arkitekt Arne Jacobsen lagde grundstenen til Rødovre rådhus i 1955. Allerede året efter blev det indviet. Arne Jacobsens oprindelige idéer og arkitektur skinner stadig igennem på rådhuset, og det vil de altid gøre. Rådhuset er fredet, og det gør renovering af rådhuset til en besværlig affære. Det er nemlig ikke helt ligegyldige, hvilke vinduer og skruer man må bruge. Det hele skal så vidt muligt harmonere med det oprindelige byggeri.

Annonce

”Det hele skal leve op til Arne Jacobsens arkitektur, og derfor skal alle renoveringer gennem fredningsmyndigheder først,” forklarer borgmester Erik Nielsen (A).

Lang proces

Kommunalbestyrelsen bevilligede 5,9 millioner kroner tilbage i 2004, og efterfølgende 5.6 millioner kroner i årene fra 2005 til 2007. Og først på denne uges kommunalbestyrelsesmøde kunne man endeligt afslutte det anlægsregnskab man påbegyndte for otte år siden.

”Det har været en langstrakt sag. Vi skulle prøve fem forskellige slags vinduer, og fredningsmyndighederne valgte til sidste de dyreste,” fortæller Erik Nielsen.

Han fortæller samtidig, at man også har været nødsaget til at få specialfremstillet nogle skruer i Italien, så de passede bedst ind i den arkitektoniske stil.

”Det er en langstrakt sag, som vi nu afslutter, men vi er glade for resultatet,” slutter Erik Nielsen.

Arbejdet med renoveringen af rådhuset har blandt andet omfattet bygningens vinduespartier, ombygning af vindfanget ved hovedindgangen, ombygning af Borgerservice og ombygning af udvendig trappe og rampe for kørestolsbrugere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top