Fra piskesmæld til Ironman
foto-karen-2.jpg
Efter to år på morfin, vandt Karen over smerterne og gennemførte en Ironman. Foto: Privat
sundhed Ulykken der vendte op og ned på Karens liv.

Overskriften fortæller næsten historien. Alligevel mødte jeg Karen Kirschberg til en snak om viljen, sejren og målet om at  gennemføre en Ironman. At gennemføre en Ironman er for de fleste den ultimative bedrift, men at gennemføre en Ironman i Canada efter to års smerter og dagligt indtag af morfin er blot en endnu større sejr.

Af Julie Koch

Annonce

I foråret 2006 blev Karen frontalt påkørt af en uopmærksom bilist. Karen skulle dreje og havde øje på bilisten, desværre blev det ikke til øjenkontakt, da den modkørende var mere optaget af sin telefon og derfor kiggede nedad. Det resulterede i, at bilisten kørte ind i Karens vognbane, og kørte frontalt ind i hendes bil.
De slap begge forholdsvis uskadt fra ulykken, og Karen kunne på daværende tidspunkt ikke mærke smerter, og besluttede sig for ikke at tage på skadestuen. På dette tidspunkt så det ud som om, at Karen var sluppet rigtig godt fra ulykken. Desværre var historien en anden, og fire måneder senere havde Karen så stærke smerter, at hun dagligt måtte tage morfin. I de efterfølgende to år levede Karen i en morfinrus, og måtte af flere omgange optrappe sin dosis, for at kunne holde smerterne ud.
De danske læger    stemplede Karen som hypokonder og opgav at hjælpe hende. Dette efterlod Karen i frustrationer, og følelsen af ikke at blive hørt.

Måtte tage kampen i egen hånd
Efter lang tids kamp med de danske læger, opsøgte Karen en privatklinik, hvor lægen på stedet var i chok over den store dosis af morfin som Karen dagligt indtog. Lægen besluttede at trappe Karen ud af morfinen, da det ikke var forsvarligt i de store mængder. Efterfølgende opsøgte Karen hjælp i Tyskland, og for første gang siden ulykken i 2006 blev Karen taget alvorligt.
“Jeg brugte en måned på at trappe ud af mit morfinforbrug og fik abstinenser,” fortæller Karen og fortsætter:
“Jeg tror, at jeg har brugt op mod 100.000 kr. på behandlinger i Tyskland, men det har været pengene værd, for de tyske læger forstod mig og tog mine smerter alvorligt.”
På grund af den manglende tur på skadestuen efter ulykken, kunne Karen ingen erstatning få, og har derfor af egen lomme, måtte betale i dyre domme for at komme smerterne til livs.
Karen tilføjer med et smil, at hun aldrig vil undlade at tage forbi en skadestue, hvis der mod forventning skulle ske hende noget igen. Forsikringen dækker ikke skader, som en læge ikke har tilset indenfor  72 timer efter ulykken, og af samme årsag fik Karen aldrig en erstatning.

Karens vendepunkt blev målet om at gennemføre en Ironman
Det hele vendte for Karen i maj 2008 hvor hun og kære- sten Ulrik åbner Balance Club, som er et motions- center belliggende på Rødovrevej. Her fik hun for alvor øjnene op for, hvor vigtig motion er og da Ulrik samme år laver en Ironman på Lanzarote, besluttede Karen sig for, at hun også ville være en Ironman.
“Jeg vidste straks, at jeg ville vise mig selv, at jeg kunne lave en Ironman og at jeg behøvede et mål for at ændre mit liv og min tilværelse,” siger Karen og fortæller derefter stolt, at målet fik hende op af sengen. Fra den dag startede hendes fysiske og mentale forvandling og i 2010 gennemførte Karen sin første Ironman sammen med Ulrik i Canada.

Fra patient til Ironman
Siden den første Ironman i 2010 er det blevet til intet mindre end 2 halve og 4 hele Ironmans rundt om i verden. Karen har ændret sig personligt fra en sky og  indelukket pige, til en pige med selvtillid, gå på mod og ikke mindst en vilje af stål.
Hun vandt over lægernes mistro, og kan i dag klappe sig selv på skulderen over at turde tage kampen op og rejse sig fra sengen.
Hun overvandt smerterne og kan i dag kalde sig en vaskeægte Ironman. På lørdag d. 3. november stiller Karen og Ulrik op i Ironman disciplinen i Florida. Det var en sej Karen jeg mødte, og det er en sej Karen, der skal dyste på lørdag. Jeg ønsker Karen en rigtig god fornøjelse og tager hatten af for, at hendes vilje fik hende op af sengen og hen over målstregen. 
Hvis der er andre der har samme drøm som  Karen om at gennemføre en Ironman, kan man i  Balance Club deltage på et triatlonhold. For mere info om det, kontakt     Balance Club på
info@balanceclub.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top