Fællessang med borgere i spidsen
hoegel1.jpg
I morgen er der fællessang fra Højskolesangbogen i Hendriksholm Kirke. Ægteparret Kirsten og Sten Høgel har det fulde ansvar for valget af musik. Foto: Privat
fællessang Ægteparret Kirsten og Sten Høgel har det fulde ansvar, når Hendriksholm Kirke i morgen aften inviterer til fællessang fra Højskolesangbogen.

I løbet af efteråret har Hendriksholm Kirke givet tre ægtepar i sognet en anderledes mulighed for at svinge taktstokken ved alteret. I morgen aften er det Kirsten og Sten Høgel der er indbudt til at lede aftenen, og som tilhører behøver man ikke at frygte for manglende kvalitet. Kirsten Høgel er nemlig uddannet sanger og kirkemusiker.
“Hun har været medlem af Domkirkens Kor og Radiokoret, senere organist ved Davidskirken, Ålholm Kirke og senest gennem 16 år ansat ved Islev Kirke, hvor hun grundlagde og dirigerede Islev Kammerkor,” siger organist i Hendriksholm Kirke, Karin Schmidt Andersen.
Ægtemanden Sten er også opvokset med den danske sangskat.
“Som studerende ernærede han sig som sanger i bl.a. Radiokoret og Det kgl. Teaters Kor. Han er uddannet cand. mag. i musikvidenskab og tysk og er statsprøvet talepædagog, han var gennem mange år ansat som lektor i tale og sang ved Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet,” lyder det fra Karin Schmidt Andersen.
Alle er velkommen til morgendagens fællessangsarrangement i Hendriksholm Kirke. Den musikalske begivenhed starter kl. 19.30.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top