Annonce

En splittet familie
laengen_02_060912_BP.jpg
Kenneth og Olav er bare nogle af de beboere, som ikke kan forstå, hvorfor Længen skal lukke, uden at de er blevet hørt. Foto: Brian Poulsen
Længen lukker Man splitter ikke familier ad, eller gør man. Blandt beboerne i bofællesskabet Længen på Tårnvej er man kommet meget i tvivl efter, at Rødovre Kommune har opsagt lejeaftalen med LEV, der nu vil sælge deres hus.

Det skulle blive så godt. Kenneth Bech og Olav Moos, begge 45 år, har længe kigget drømmende ud i deres baghave. Her har foreningen LEV, som er den handicaporganisation de begge er medlem af, længe ønsket at bygge nye tidssvarende boliger til de udviklingshæmmede.
Men sådan kommer det ikke til at blive. Byggeriet bliver dyrt, og efter kommunalreformen er kommunerne langsomt begyndt selv at varetage kostbare sociale opgaver, frem for at leje sig ind dyrt i andre kommuner.
I dag står to af de ti værelser i Længen tomme. De er utidssvarende, og det er svært at finde beboere, der vil dele bad med andre. Blandt andet derfor har Rødovre Kommune valgt at opsige lejeaftalen med LEV og tilbyde beboerne andre muligheder.
“Vi kan i dag skaffe noget bedre og billigere og mere tidssvarende til vores borgere. Blandt andet i det nye bofællesskab Rødbo. Problemet med Længen er, at det ikke er særligt egnet til beboelse, og der ikke er en efterspørgsel der længere. Vi har været i kontakt med nabokommunerne for at finde en løsning, men det har ikke kunne lade sig gøre,” forklarer Rødovre Kommunes socialchef, Ole Pass.

Tog beslutningen for os
Han understreger, at det er  LEV selv, som har besluttet, at sætte huset til salg.
Til det siger formanden for LEVS hovedbestyrelse.
“Man kan sige, at det er Rødovre Kommune som så at sige tager beslutningen for os. Vi har i flere år drøftet en restaurering, men når kommunen opsiger lejekontrakten, så er der ikke så meget vi kan gøre,” udtaler Sytter Kristensen, der beklager forløbet.
“Hvis processen ikke har været ordentlig, og man fra kommunens side ikke har været i dialog med beboerne, så er det meget beklageligt. Det er i forvejen en udsat gruppe, som ikke engang selv bestemmer, hvem de bor sammen med. Når de så endelig er blevet glade, så flytter man dem uden at tage dem med i processen. Det er yderst uheldigt,” siger Sytter Kristensen.

Annonce

Det er vores hjem
Tilbage på Tårnvej sidder Kenneth og Olav og spejder drømmende ud af vinduet mod de nye værelser, der for snart ti år siden blev stillet dem i udsigt i baghaven. De har tilsammen boet i Længen i 43 år, men prøver at se tingene fra den lyse side.
“Så kan det være jeg kan bo hos min kæreste i Jylland,” siger Kenneth, mens Olav mest af alt har lyst til at græde.
“Jeg kommer her fra Rødovre, og har aldrig rigtig boet andre steder. Jeg kan ikke forstå, hvorfor kommunen og LEV vil lukke vores gode institution, og jeg håber, at de vil tænke sig om én gang til,” siger han.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top