Annonce


Duel i det vestjyske
ulrich-linnet_RMB-soenderjyske_09_280912_BP.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey Rødovre Mighty Bulls drager fredag til Esbjerg for at møde EfB Ishockey med Olaf Eller i trænersædet. Tyrene stiller med et fuldt mandskab og er klar til duellen i det vestjyske.

Ugens første af to opgør for Rødovre Mighty Bulls finder sted fredag aften. Modstanderen fra EfB Ishockey er så småt ved at finde takterne i årets Al-Bank Liga. Holdet fra Esbjerg fik en miserabel indledning på sæsonen, men senest blev det til en sejr på 5-2 mod Herlev Eagles.

Rødovre Mighty Bulls kommer med en sejr i bagagen, som også var mod ørnene fra Herlev. Der venter en spændende dyst i Granly Hockey Arena mellem Olaf Ellers vestjyske tropper, der er på ottendepladsen, og Brad Grattons Vestegnsdrenge på sjettepladsen. Første indbyrdes møde i sæsonen vandt Rødovre hjemme med 4-2.

Annonce

”Vi ved, det bliver en svær kamp, hvor EfB vil være klar fra start på hjemmebanen. Men vi skal kun koncentrere os om vores eget spil og gøre det rigtige. Der er ingen lette kampe, og placeringen i tabellen er ligegyldig, hvis ikke du møder op for at krige og arbejde hårdt – for så vil du tabe,” siger Brad Gratton og fortsætter.

”Vores hold er fuldt fokuseret. Vi spillede tre solide kampe i sidste uge, og tabte kun med ét mål mod Herning. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer klar til Esbjerg og vil gøre, hvad der skal til for at få tre point.”

Rødovres cheftræner oplyser desuden, at samtlige spillere er med på bussen fredag eftermiddag.

EfB Ishockey mod Rødovre Mighty Bulls begynder kl. 19 i Granly Hockey Arena. Kampens hoveddommere bliver Jan Andersen og Michael Nielsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top