Annonce

Chistyakov: Scoring var på tide
RMB-bluefox_19_161112_BP.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey Andrey Chistyakov blev noteret for sit debutmål i Rødovre Mighty Bulls-trøjen, da han sendte tyrene i front med 2-3 mod Herlev. ”Det var jo min tredje kamp, så det var på tide, at jeg scorede,” lyder det selvsikkert fra russeren.

Tredje gang var lykkens gang for Andrey Chistyakov. Russeren, der debuterede for Rødovre Mighty Bulls i tirsdags ude mod Aalborg, fandt vejen til målet i sin tredje kamp for tyrene.

”Den første tanke var bare: endelig. Det var jo min tredje kamp, så det var på tide, at jeg scorede,” siger han kort efter sejren mod Herlev Eagles og fortæller om sin første uge i Rødovretrøjen.

Annonce

”Det går bedre og bedre for hver kamp. Jeg føler mig mere sikker og kommer stille og roligt i god form. Det skal nok blive bedre og bedre. Vi har et rigtig godt hold, der næsten er som en familie.”

Alle kæmpede hårdt
Mighty Bulls har været i ilden to gange inden for et døgn, og det er noget, der kan mærkes på Rødovres nyeste spiller.

”Det gik fint i dag, men det var fysisk meget hårdt at spille to dage i træk. Vi kæmpede alle sammen rigtig hårdt og arbejdede for holdet. Vi spillede meget disciplineret, og det hjalp os,” udtaler Chistyakov.

Herlev udlignede lidt over halvvejs i tredje periode, og det satte gang i tankerne på Rødovres spillere.

”Efter Herlevs mål til 2-2 tænkte vi bare, at vi skulle score, for i overtid ville det blive svært. Det var svært at følge fysisk med i hele kampen, men det gik nogenlunde,” lyder det fra matchvinderen.

Tempoet højere i Danmark
Det er ikke helt ligetil at skifte fra russisk til dansk ishockey, for der ligger en masse forskelle i spillestilen.

”Der er rigtig stor forskel på den næstbedste russiske række til den danske liga. Her er det en canadisk stil, hvor man dumper pucken ind og skal løbe for den. Det skal jeg lige vænne mig til. Tempoet er måske endda lidt højere her end i Rusland, fordi der er en canadisk stil, hvor man er mere aggressiv,” slutter Andrey Chistyakov.

En anden målscorer, assisterende kaptajn Andy Contois, mener, at holdet fik ekstra selvtillid med føringen i første periode.

”Kampen gik, som vi havde talt om. Vi er blevet enige om, at vi skal starte kampene bedre, og i dag bragte vi os også foran med 2-0, hvilket gav os lidt selvtillid. Det gælder om at få føringen, og det var lige, hvad vi havde brug for i dag. Det var rigtig vigtigt for os at komme tilbage efter nederlaget til Herning,” siger amerikaneren.

Selvtilliden skal tilbage
På trods af sejren og fremgang i forhold til nederlaget fredag aften i Rødovre Skøjte Arena, er der alligevel kritiske røster fra den hurtige wing.

”Vi var ikke helt på det niveau, hvor jeg mener, vi skal være. Det er selvfølgelig altid rart at score et mål og hjælpe holdet til en sejr. Men vi skal have den selvtillid tilbage, som vi havde tidligere på sæsonen. Jeg er glad for sejren, men ikke helt tilfreds,” udtaler Contois.

Rødovre har spillet tre kampe på fem dage, og det er ikke hverdagskost for mandskaberne i AL-Bank Ligaen.

”For mig er det hockey, og sådan det burde være. Flere kampe på en uge er godt, for så er man skarpere og mere fokuseret på arbejdet. Det kan godt give lidt rust, når der er pauser på op mod en uge,” slutter Andy Contois efter sejren over lokalrivalerne.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top