Annonce


100-kamps jubilar roser indsatsen
RMB-soenderjyske_03_251112_BP.jpg
Mike Daugulis spillede sin kamp nummer 100 for Rødovre i kampen mod SønderjyskE. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Mike Daugulis, der mod SønderjyskE spillede sin kamp nummer 100 for Rødovre, roser holdets indsats. ”Jeg synes, vi spillede en rigtig god kamp,” siger han og ærgrer sig over blot et enkelt point.

Det skulle være blevet til mindst to point for Rødovre i søndagens straffeslagsnederlag til SønderjyskE.

”Det var frustrerende, at vi ikke fik to eller tre point i dag. Jeg synes, vi spillede en rigtig god kamp. Vi gik alle sammen ud og kæmpede stort. Vi tacklede og tacklede og kørte hårdt på deres forsvar,” siger jubilaren Mike Daugulis.

Annonce

”Selv nogle af vores små spillere tacklede igennem, og hver gang, vi tacklede, fik vi pucken tilbage. Der var masser af energi, og fedt at vi fuldførte tacklingerne. Vi fik momentum med ind til næste kamp.”

Spillerne er ikke tilfreds med et point på trods af, at holdet mødte et på papiret bedre hold.

”Vi har spillet nogle gode kampe mod topholdene, og vi ved, at vi kan spille med dem. Det er stort, at vi ikke er tilfredse med ét point mod SønderjyskE. Vi vil altid gerne slå topholdene. Det var en god kamp, og vi skal fortsætte på tirsdag mod Copenhagen,” udtaler Daugulis.

Skræmme modstanderen
Rødovre har dermed kun snuppet ét point i weekendens to kampe, og holdet er fortsat på AL-Bank Ligaens sjetteplads.

”Det var frustrerende med nederlaget i fredags til EfB, men der var meget bedre styr på det i dag. Vi var mere fysiske, og vi vil også have, at modstanderen skal komme skræmte til vores arena og være bange, hver gang de får pucken,” lyder det fra ’Daugie’.

Han spillede sin kamp nummer 100 for Mighty Bulls, og det var han ikke en gang selv klar over, før han blev gjort opmærksom på det af direktøren.

”Jeg kan ikke forstå, at jeg allerede har spillet 100 kampe. Det føles som om, at jeg spillede min første kamp i går. Jeg vidste slet ikke, at jeg havde jubilæum, men det gjorde Brian (Møller, red.) mig opmærksom på. Tiden er gået stærkt, og jeg vil gerne sige tak til alle på og omkring holdet – og naturligvis også fansene, der har været fantastiske igennem tre sæsoner,” siger Daugulis og fortsætter.

”Jeg kan lide at være her, og det føles næsten som mit hjem. Det har været fedt, og jeg håber at fortsætte mit gode ophold.”

Et minde om kampen
Rødovre har tabt fem af de seneste seks kampe, så tyrene er inde i en vanskelig periode, selv om der bliver produceret masser af chancer i kampene.

”I hver kamp skal vi spille som mod SønderjyskE. Der har været nogle tætte kampe, som lige så godt kunne have gået vores vej. Også mod topholdene, som vi aldrig er tilfredse med at tabe til,” siger Mike Daugulis og runder af med en kommentar til en lille skade på højre øjenlåg.

”’Smitty’ (Michael Smidt, red.) forsøgte at cleare pucken, og hans stav røg op i ansigtet på mig. Så han må skylde mig en middag eller noget lignende. Mine øjne er ok, så det er dejligt. Jeg var lidt bange for, at der var sket noget med øjet, for der var blod, men det var heldigvis ikke alvorligt.”

Om kaptajn Michael Smidt tager holdkammeratens kommentar til efterretning, vides ikke. Faktum er i hvert fald, at udtalelsen fra canadieren faldt med et glimt i øjet og smil på læben.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top