To point i halvsløj indsats
andy-contois_RMB-copenhagen_10_301012_BP.jpg
Andy Contois blev matchvinder med målet til 4-3 lidt over et minut inde i overtiden, Foto: Brian Poulsen
Ishockey Rødovre Mighty Bulls hev med nød og næppe sejren i hus hjemme mod Copenhagen Hockey tirsdag aften i en halvtom hal. På overtid scorede Andy Contois til 4-3, og så var der to point til kontoen på trods af en halvsløj indsats.

Rødovre Mighty Bulls-Copenhagen Hockey 4-3 OT
(0-2, 3-1, 0-0, 1-0)
06:43 0-1 Rasmus Hansen (Mieritz)
18:59 0-2 Thomas Svärdström (Mieritz) pp1
20:25 1-2 Jannik Karvinen (Contois, Jarábek) pp1
22:42 2-2 Jannik Karvinen (Astrup, Contois)
27:26 2-3 Peter Persson (Rosenthal)
36:39 3-3 Anders Schultz (Smidt, Bau)
61:15 4-3 Andy Contois (Astrup, Karvinen) pp1
Udv.: RMB 5×2, CH 8×2
Skud: 34-28 (11-15, 8-12, 14-1, 1-0)
Tilskuere: 1.058

Lokalderbyet mellem Rødovre og Copenhagen kunne have gået begge veje. Udeholdet spillede en fin kamp, mens Rødovre i specielt første periode lignede et hold, der ikke rigtig kunne finde takterne.

Annonce

Tyrene hev dog sejren i land med overtidsscoringen til 4-3 ved amerikanske Andy Contois. Resultatet betyder, at Rødovre fortsat er det bedste af de tre sjællandske hold.

Kampen blev spillet foran skuffende få tilskuere. Det var bestemt ikke en lokalkamp værdig, og spørgsmålet er, hvad der holder tilskuerne væk. Rødovres placering i tabellen taler for et langt større fremmøde.

I første periode fik Rødovre hurtigt chancen i powerplay, men tyrene fandt langt fra det imponerende spil frem i fem mod fire.

Efter små syv minutter bragte AL-Bank Ligaens bundhold sig på 1-0 på en flot firsttimer af Rasmus Hansen. Pucken sprang ud igen, og målmand Sebastian Dahm appellerede for, at pucken ikke skulle have været inde – men den var klart inde.

Drømmestart på anden periode
Copenhagen fik også muligheden i powerplay, men heller ikke udeholdet kunne udnytte overtalsspillet. Anders Schultz fik en stor chance over halvvejs i perioden, men han fik overplaceret skuddet.

Rødovre havde spillet en skidt periode med langsomt spil og upræcise afleveringer. Mikael Christensen, der var en af de eneste Rødovre-spillere, der kunne se sig selv i spejlet, fik en udvisning to minutter før pausen – og den kostede. Thomas Svärdström bankede pucken fra distancen ind til 0-2, og den blev rettet af på vejen og snød Dahm.

Rødovre fik en drømmeindledning på anden periode. Efter små tre minutter havde holdet udlignet til 2-2 ved to scoringer af Jannik Karvinen. Det første i powerplay på et slagskud og det andet tæt under mål efter en flot pasning fra Rasmus Astrup. Mellem scoringerne havde Sebastian Dahm desuden haft et par store redninger.

Fem minutter efter udligningen sov Rødovre i timen, og det udnyttede Copenhagens kaptajn, Peter Persson, med scoringen til 2-3 efter fiks pasning fra Nikolaj Rosenthal ved nærmeste stolpe.

Kampen i overtid
Copenhagen fik chancen i fem mod tre, men tyrene holdt skansen mod de hårdt prøvede gæster. I stedet kunne Anders Schultz udligne til 3-3 med godt fire minutter til pausen, og så var kampen helt åben igen. Der var altså maksimal spænding på lokalderbyet inden den sidste periode.

Rødovre begyndte tredje periode med næsten et minut i fem mod tre, men det gav ikke scoring. Copenhagen spillede stærkt i boxplay, og så havde de en god keeper i lettiske Edgars Lusins.

Der var dømt stillingskrig i en udmærket tredje periode, og der blev produceret chancer i begge ender. I slutminutterne havde tyrene store muligheder ved Mike Rådde og Jannik Karvinen, men gæsterne lukkede af, og så skulle kampen afgøres i overtid/straffeslag.

Copenhagen havde en spiller for meget på banen kort inde i de fem minutters overtid, og det udnyttede Rødovre prompte. Andy Contois var manden, der ødelagde bundholdets sejrsdrøm med drønet til 4-3 lidt over et minut inde i overtiden.

Skuffende, skuffende tilskuertal
Rødovre fik to point ud af anstrengelserne, men indsatsen – specielt i første periode – var slet ikke godkendt og en ellers god sæsonstart værdig. Det blev alt for individuelt og usammenhængende.

Sebastian Dahm holdt Rødovre inde i kampen og var en af hovedpersonerne bag sejren. Mikael Christensen var utvivlsomt den spiller, der gav mest for holdet på en sløj aften. Der går ikke et skift, hvor han ikke giver 100 procent. Assisterende kaptajn, Andy Contois, blev noteret for tre point.

Der var mødt sølle 1.058 tilskuere (15 fra Copenhagen) op til lokalopgøret, og der var ikke så meget som én slagsang ned mod spillerne på isen. Skuffende, skuffende – og der var ikke engang konkurrence fra fodboldens Champions League.

Rødovre Mighty Bulls fastholder positionen som nummer fire i AL-Bank Ligaen, mens Copenhagen Hockey er á point med EfB Ishockey i bunden – tre point hver for henholdsvis 11 og 10 kampe.

Rødovre rejser til Frederikshavn på fredag for at møde White Hawks i Scanel Hockey Arena kl. 19.

Kommentarer

1 kommentar om “To point i halvsløj indsats”

  1. Finn Lykke siger:

    Folk er trætte af tirsdagskampe – og bundholdet CPH trækker altså ikke ret mange ekstra RMBfans – og tager ikke nogen med selv.

    Da DIU begyndte med tirsdagskampe, mens der stadig også var kampe om søndagen, gav et slag på tasken at fredagskampe var de bedste, men at søndagskampene havde ca. 300 tilskuere færre og tirsdagskampene havde ca. 600 tilskuere færre. Dette set over et par sæsoner mod de samme hold. Det var så min subjektive vurdering.

    Så 5 tirsdagskampe i rap er for meget – selvom Møller oplyser, at alle klubber var enige om turneringsplanen, så mener jeg ikke at den er optimal. Hverken for RMB eller de klubber, som deler med fodbolden, hvor der flere gange har været fodbold og hockey næsten samtidig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top