Smal trup imponerer
BK-roedovre-sundby_02_201012_BP.jpg
BK Rødovres herrer fik i lørdags uafgjort 2-2 hjemme mod Sundby BK. Foto: Brian Poulsen
Fodbold BK Rødovres herrer har indtil nu i sæsonen imponeret i Pulje 2, Serie 1. På trods af en smal trup er holdet med i toppen, men der bliver først satset på oprykning til næste år.

Sæsonen har indtil videre budt på 11 kampe for BK Rødovres herrehold i Serie 1, der rummer i alt 14 hold. Det er blevet til fem sejre, fire uafgjorte og to tabte kampe og en placering i øjeblikket som nummer fem.

Truppen er blevet smallere end sidste år, men de tilbageværende spillere har taget opgaven med stor dygtighed.

Annonce

”Truppens størrelse taget i betragtning er det flot, at vi er ved at opnå den top5-placering, vi har sat os. Sidste år sluttede vi som nummer otte, og til næste år vil vi så gå efter en oprykning,” siger holdets træner, Kim Olsson.

”Der er mange spillere, der er stoppet på grund af uddannelse eller andet, og som ikke har kunnet magte de nye, store og forventede krav. Der skal ikke mange skader eller sygdom til, før vi bliver hårdt ramt.”

Stabilitet i defensiven
Træneren er aldeles imponeret over de resultater, der er blevet opnået i efteråret. Og så har holdet faktisk – sammen med to’eren CSC – lukket færrest mål ind af alle hold i puljen.

”Vi er gået frem i år med en mindre trup, og det er jeg meget imponeret over. Vi har to super målmænd, som har meget høj klasse. De er unægtelig også en grund til, at det går godt. Der er p.t. kun scoret ni mål mod os, men vi har til gengæld kun scoret 17 mål. Men det vidner om en vis stabilitet i defensiven, synes jeg,” siger Olsson og omtaler offensiven.

”I offensiven hænger vi lidt, men vi kan ikke få begge ting, når vi er i gang med en udviklingsfase. Så der må vi prioritere. Sidste år gik der alt for mange mål ind på os, og vi har derfor prioriteret defensiven indtil videre.”

BK Rødovre har også snuppet point fra topholdene. Kun topholdet fra Prespa, der har tre point ned til CSC på andenpladsen, var for stor en mundfuld.

”Resultatmæssigt har vi præsteret godt mod topholdene og fået et godt udbytte. Vi har kun tabt til Prespa, så umiddelbart er jeg godt tilfreds. Vi mangler to kampe i efteråret, og kan vi få fire eller seks point, så er det meget godt gået med så smal en trup,” vurderer Kim Olsson.

Tilgang er ønsket
Fokus har til træning fortrinsvis været på forsvarsspillet, men snart får offensiven også en gennemgang i forsøget på at forbedre spillet.

”Vi skal blive bedre til overtalssituationer frem ad banen. Vi står godt på banen, men vi skal arbejde mere med det fremadrettede spil her i vinterpausen. Vi skal træne spillet på den sidste fjerdedel af banen, men det er samtidig også den sværeste del at træne. Det er dér kreativiteten og fantasien skal sætte ind,” lyder det.

”Vi har arbejdet hårdt med forsvaret, og nu skal vi have offensiven til at spille. Hvis de to rammer hinanden, kan det jo kun blive en succes.”

BK Rødovres herrer er på udkig efter eventuelle nye spillere, der kan være med til at styrke den p.t. smalle trup.

”Vi har åbnet dørene for tilgang, for vi har brug for et par spillere mere i truppen. Vi har brug for nogle til at tage kampen op og styrke holdet, så vi får en større bredde. På den måde vil vi kunne holde en større intensitet til træning og kamp,” slutter Kim Olsson.

1 kommentar om “Smal trup imponerer”

  1. Günthe Sørensen siger:

    Tak for en god artikkel om Boldklubben Rødovres 1.herrersenior.
    mvh
    Günthe Sørensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top