Annonce


Ned ad bakke!
Chrummer_husk.jpg
Foto: Sille Olesen
chrumme Jeg synes at alderen begynder at trykke.

Jeg føler i den grad, at det går ned ad bakke. Men burde man så ikke være glad? For er det ikke bedre end når det går op ad bakke? Jeg synes i hvert fald ikke, at jeg kan huske, hvornår jeg var på toppen. Og var det rart? Er det ikke på toppen, hvor der er koldt og ensomt?
Så må det være i dalen at det er rart at være. Men vel ikke den dal man kommer til, efter det er gået ned ad bakke, for det er vel den der dødens dal. Så må det være dalen man er i, inden det går op ad bakke. Men der ved vi jo alle, at når tingene er nede i en bakkedal, så er det også skidt.
Men lige meget HVOR jeg måtte befinde mig på bjerget og omegn, så er det et faktum at jeg er blevet ældre. Jeg har store problemer med at huske. Så jeg er nu officielt storforbruger af post-it lapper. De hænger over ALT. Placeringen af post-it lapperne afgør HVOR vigtige de er.
Hænger den på hoveddøren, er det fordi jeg skal huske at have noget med, når jeg går. Den liste er efterhånden rimelig lang, da hverdags ting som nøgler, bilnøgler, mobiltelefon og pung også skal stå på listen. Og listen ser ud til at blive længere og længere. For en dag havde jeg husket ALLE ting på sedlen, smækkede døren og gik ned af trappen. Halvvejs nede, fandt jeg ud af, at jeg ikke havde sko på.
Så er der de sedler der sidder på instrumentbrættet af min bil. Det er så ting, jeg skal huske undervejs på arbejde. Det kan være ting som at huske at hente min datter.
Der er også sedlerne i min lomme. DE er vigtige. Det er ting jeg IKKE må glemme. Og da hænderne ofte er i mine lommer, så støder de på en seddel og så tænker jeg: “Hvad er det jeg har i min lomme” og wupti, så ved jeg at jeg skal huske at låse bilen.
Det aller vigtigste, som har med liv og død at gøre, kan ikke være en seddel i lommen. Det sker desværre ofte at sedlen ryger med i vaskemaskinen, og når jeg så finder sedlen igen, så kan jeg gå og blive besat af at tænpe på, hvad jeg evt. har glemt. Så meget vigtige ting, bliver skrevet på hånden.
Nu har alderen midlertidig gjort mit hukommelsesdilemma endnu større. For nu kan jeg fandme heller ikke se. Så selv om jeg finder sedlen – eller hånden, så kan jeg ikke se, hvad jeg har skrevet.
Men jeg bliver nok nødt til at få synet tjekket, for folk brokker sig over at jeg ikke hilser på dem, når jeg møder dem. Og det er ikke kun når de er langt væk. Jeg skal faktisk helst have dem så tæt på, at jeg kan genkende dem på duften.
Jeg frygter i den grad briller, for jeg er en af den slags mennesker, som ikke bliver klog at se på, når de har briller. Jeg ligner bare en idiot.
Ældes med ynde? Rend mig i røven…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top