Annonce

Kapret og udstillet af pirater
RMB-AaB-QF5_20_030312_BP.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey Uden at yde den store modstand måtte Rødovre Mighty Bulls overgive sig og lade piraterne fra Aalborg kapre dem. Pirates hev en stensikker sejr på 5-1 hjem tirsdag aften i en tam kulisse i Rødovre Skøjte Arena.

Rødovre Mighty Bulls-Aalborg Pirates 1-5
(0-3, 1-1, 0-1)
14:32 0-1 Jussi Tapio (Månsson, Sims) pp1
14:42 0-2 Rasmus Olsen (Møller, Degn)
17:40 0-3 Mats Hansson (Tapio, Månsson) pp1
35:41 1-3 Jeff Terminesi (Daugulis) pp1
37:22 1-4 Mats Hansson (Månsson, Degn)
49:47 1-5 Rasmus Olsen (Degn, Møller)
Udv.: RMB 4×2, AP 5×2
Skud: 28-24 (6-9, 14-5, 8-10)
Tilskuere: 1.002

Det blev langt fra en mindeværdig tv-sæsonstart i AL-Bank Ligaen, da Rødovre Mighty Bulls og Aalborg Pirates tørnede sammen tirsdag aften i Rødovre Skøjte Arena.

Annonce

Kameraerne leverede en kamp direkte på TV 2 Sport, hvor gæsterne fra Aalborg lige så langsomt kvalte den sidste energi ud af Mighty Bulls – og dette allerede i slutningen af første periode. Med tre scoringer inden for godt tre minutter, var kampen afgjort til udeholdets fordel, og kampen var totalt blottet for spænding.

De første 10 minutter af kampens indledning var dog med Rødovre i teten. Jannik Karvinen fik vel nok hjemmeholdets største chance i kampen, men den ellers sikre målmager brændte på en i øvrigt stærkt spillende Aalborg-målmand, Magnus Åkerlund.

Aalborg fik chancen i fem mod tre lidt over halvvejs i perioden, og kort efter, at Rødovre blev fire mand, scorede holdet til 0-1 ved Jussi Tapio. Fra en spids vinkel blev pucken sat helt op i modsatte kryds.

Der skulle gå blot 10 sekunder, før pucken igen lå bag Sebastian Dahm i målet. Tyrene blev i den grad udspillet – og udstillet, og så kunne evigt farlige Rasmus Olsen lyne til 0-2. Ydmygelsen blev total, da Mats Hansson satte pucken ind fra distancen med få minutter til pause. Rødovre var blottet for gejst og selvtillid og lignede bambier på glat is.

Elendigt powerplay
Fra anden periodes start havde Andy Contois et par fornuftige forsøg, men præcisionen manglede fra amerikanerens side. Sebastian Dahm forsøgte at holde tyrene inde i matchen med et par stærke redninger i begyndelsen.

Rødovres elendige powerplay i anden periode føltes kun endnu værre på grund af den totalt stemningsforladte skøjtearena. Et lysglimt opstod, da Andy Contois og Mathias Bau med fine kombinationer spillede hinanden frem til store muligheder fem minutter inden pausen.

Mike Daugulis fortsatte ineffektiviteten for hjemmeholdet, og så var kaptajn Michael Smidt og Mathias Månsson i en lille infight inden en faceoff.

Tyrene fik reduceret til 1-3 ved canadiske Jeff Terminesi i powerplay. Han slog pucken i kassen efter lidt tilfældigheder tæt under mål. Målet satte for en stund lidt liv i den ellers triste tirsdagsatmosfære.

Få minutter inden pausen opstod kampens mest omtalte situation i aften. Mats Hansson fra Aalborg bankede ved første øjekast pucken på trekantsammenføjningen, og dommerne lod naturligvis spillet fortsætte. Men ved næste spilstop (to et halvt minut senere) afgjorde videodommeren, at der skulle dømmes mål til 1-4. Dahms vandflaske, der faldt ned på isen ved skuddet, var en indikation på, at gæsterne formentlig ville få målet. Og så kunne piraterne i øvrigt glæde sig over, at der var tv på til aftenens opgør.

Niveauer bedre
Mighty Bulls havde opgivet håbet om point, og derfor blev tredje periode en lang ørkenvandring uden nogle nævneværdige episoder.

Tyrene leverede sæsonens hidtil værste præstation, og powerplay var ikke ikke-eksisterende. Det var en ensidig forestilling, og Rasmus Olsen kunne med sin anden scoring cementere sejren på 5-1 over et usædvanligt dårligt spillende Rødovre-hold. Den danske landstræner, Per Bäckman, så med fra tilskuerpladserne og har formentlig ikke hentet det store fra opgøret.

Sebastian Dahm var chanceløs på de fleste af målene og manglede opbakning fra sit forsvar. Der var ikke rigtig nogen lyspunkter at fremhæve fra Rødovre, og de måtte fortjent se sig slået af et nordjysk hold, der var niveauer bedre – i hvert fald på aftenen. Et Aalborg-hold, der for øvrigt besøgte Rødovre Skøjte Arena for første gang i historien under det nye navn.

Rødovre Mighty Bulls skal forsøge at finde gejsten tilbage inden fredag, hvor holdet gæster Herning på den jyske hede.

NB! I forbindelse med aftenens tv-transmission direkte på TV 2 Sport fandt formand i Danmarks Ishockey Union, Henrik Bach Nielsen, de to semifinale-konstellationer i årets AL-Bank Cup. Rødovre Mighty Bulls får fornøjelsen af Frederikshavn White Hawks, og kampene skal spilles den 4. og 5. januer 2013. Den anden semifinale består af Herning Blue Fox og SønderjyskE.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top