Annonce

Høgene jaget vildt af Karvinen
WEBB_27-Jannik-karvinen_RMB1.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey Tilskuerne i Rødovre Skøjte Arena fik tirsdag aften en god ishockeykamp, da Rødovre Mighty Bulls havde inviteret Frederikshavn White Hawks indenfor. Vinderen blev først fundet på straffeslag, hvor Jannik Karvinen satte to træffere og dermed sikrede sejren på 3-2.

Rødovre Mighty Bulls-Frederikshavn White Hawks 3-2 STR
(2-1, 0-1, 0-0, 0-0, 1-0)
04:09 0-1 Nicolai Meyer
04:24 1-1 Andy Contois (Astrup, Gratton)
15:48 2-1 Sebastian Bergholt (Rådde, Astrup) pp1
26:04 2-2 Mads Bech Christensen (Lie) pp1
65:00 3-2 Jannik Karvinen STR
Udv.: RMB 9×2, FWH 3×2
Skud: 32-36 (17-12, 7-14, 6-9, 2-1)
Tilskuere: 1.411

Rødovre fik sin anden sejr i træk i AL-Bank Ligaen, da Frederikshavn tirsdag aften blev sendt hjem til Nordjylland med et nederlag på 3-2 efter straffeslag.

Annonce

Efter en heroisk fight i de mange undertalsminutter og en ekstra skarphed i den afgørende duel fra midten, trak tyrene det længste strå og hentede to point i en underholdende ishockeykamp.

Rødovre startede kampen med stor fart og hårde tacklinger fra første færd. Mike Daugulis, Josh Gratton og Mathias Bau lagde pres på vendelboerne med det samme, og så var stilen lagt.

Mathias Bau, der i dag fungerede i fjerdekæden med Patrick Rasmussen og Ulrich Linnet fik en helt åben mulighed efter en Frederikshavn-fejl, men målmand Rob Nolan reddede flot for gæsterne. Spillet vendte hurtigt, og så var stillingen 0-1 ved Nicolai Meyer. Han fulgte op på en retur fra Sebastian Dahm tæt under mål.

Blot 15 sekunder efter åbningsmålet udlignede Andy Contois efter en eminent tværpasning fra Rasmus Astrup på højresiden. 1-1, og så var tirsdagsjublen sat i gang.

Helt åben kamp
Samtlige fire kæder var rigtig opsatte i dag. Førstekæden med Michael Smidt, Jannik Karvinen og Adrian Ekström, andenkæden med Andy Contois, Rasmus Astrup og Josh Gratton samt tredjekæden med Mikael Christensen, Anders Schultz og Mike Daugulis. Og så den førnævnte hårdtarbejdende fjerdekæde.

Ulrich Linnet og Josh Gratton fik et par store chancer, men 2-1-målet kom i powerplay, da unge Sebastian Bergholt fra fri position bankede pucken ind fra distancen. Der var spillet 16 minutter, og stillingen holdt perioden ud.

Rødovre spillede et stærkt undertalsspil fra starten af anden periode. Men på trods af dette, var det alligevel gæsterne, der slog til i powerplay efter godt seks minutter. Mads Bech Christensen bankede fra distancen pucken ind bag Dahm. Med 2-2 var kampen total åben.

Nøjagtig som i sæsonpremieren mod SønderjyskE, faldt Rødovre lidt i niveau i de midterste 20 minutter. Rødovre spillede et godt undertalsspil, men det var også langt fra skræmmende, dét Frederikshavn diskede op med i powerplay.

Josh Gratton, der spillede sin anden tryout-kamp i aften, fik en kæmpe chance med syv minutter til pausen, men den store canadier missede.

De sidste fire minutter af perioden skulle nok en gang foregå i undertal for Rødovres vedkommende. Mathias Bau løftede staven lidt for højt op i hovedet på en modstander, og så fik udeholdet masser af tid i powerplay. Men det var tyrenes aften i ’speciel teams’ og kunne gå til pause med 2-2.

Jannik Karvinen lynede
Kampens sidste periode begyndte med nok et powerplay til Frederikshavn efter en udvisning til Jeff Terminesi i slutningen af anden periode. Og igen klarede Rødovre sig fri.

Perioden blev én lang stillingskrig, hvor ingen af holdene kom frem til helt åbne chancer. Dagens hoveddommere, Rasmus Toppel og Jens Christian Gregersen, fortsatte den noget slingrende kurs fra tidligere i kampen, og overså blandt andet en klokkeklar stav i hovedet på Anders Schultz.

Den meget lige tredje periode blev sluttet af med endnu to minutters overtal til høgene. Tyrene holdt dog i land, og så skulle kampen fortsætte i overtid.

Her udeblev målet, og på straffeslag blev Jannik Karvinen aftenens store helt. Med to flotte træffere afgjorde han matchen til Rødovres fordel. 3-2 og to point til tyrene – ét til høgene.

Sebastian Dahm leverede en solid præstation i aften – både i den ordinære kamp og i de afgørende sekvenser fra midten, og blev efter kampen hyldet af hallens pæne antal tilskuere. Mikael Christensen bare vokser og vokser kamp for kamp. Igen i aften leverede han en kæmpe arbejdsindsats i fem mod fem, men også i boxplay.

Rasmus Astrup fandt sig selv igen efter et par mindre gode kampe. Han leverede to assister og gjorde det godt i kæden med Andy Contois og Josh Gratton. 19-årige Sebastian Bergholt scorede desuden sit første ligamål for Rødovre, da han lynede i powerplay.

På fredag skal Mighty Bulls en tur til Fyn, hvor Odense Bulldogs venter i Bryggeriet Vestfyen Arena.

Straffeslag
RØD Jannik Karvinen SCORER
FRE Nicolai Meyer BRÆNDER
RØD Andy Contois BRÆNDER
FRE Phil Paquet SCORER
RØD Rasmus Astrup BRÆNDER
FRE Cam Paddock BRÆNDER
RØD Jannik Karvinen SCORER
FRE Phil Paquet BRÆNDER

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top