Ét point i tv-kamp
avarta-herlev_01_050812_BP.jpg
Foto: Arkiv
Fodbold For første gang i historien blev Avarta transmitteret live i tv, da det søndag blev til 1-1 på udebane mod Fremad Amager. Avarta-træner Christian Grønbæk er tilfreds med kampen, men ineffektiviteten synes at hænge ved.

Fremad Amager-Avarta 1-1 (0-1)
0-1 Nicolai Kjergaard (11’)
1-1 Thomas Myssing Falkenstjerne (50’)

Fremad Amager roder rundt i bunden af 2. division øst, men Avarta formåede alligevel kun at hente ét point søndag eftermiddag på udebane. Ineffektiviteten fortsætter for de grønblusede.

Annonce

”Vi kom foran efter 11 minutter og styrede egentlig kampen og spillede godt. De scorede til 1-1 fem minutter inde i anden halvleg, men vi blev ved at styre kampen og skabte chancer. Vi havde rigtig meget godt spil. Men det var samme historie omkring at sparke bolden ind og være kølige,” siger cheftræner Christian Grønbæk.

”Det var positivt, at vi spillede godt og skabte chancerne. Vi var bedre, men ikke bedre til at lave mål. Det så væsentligt bedre ud, end det vi havde i anden halvleg sidste søndag. Spillerne viste god moral og spillede for at vinde. En god kamp.”

Ikke skabe ballede
Avarta havde en mindre god sæson 2011/12, men holdet er efterhånden ved at se lysere tider.

”Vi har godt styr på det og udvikler holdet. Vi er ved at komme væk fra den sæson, vi havde sidst. Det er meget positivt, og derfor synes jeg også, man skal passe på med at skabe ballade omkring de manglende mål. Vi træner på det hele – at skabe chancer, gennembrudsspil og afslutninger,” udtaler Grønbæk og efterlyser en bomber.

”Det er bare ikke rigtig vores lod, at vi har en bomber. Men der er ikke mange rigtige topangribere i 2. division, for de spiller som regel på højere niveau.”

Status efter 10 sæsonkampe er, at Avarta har scoret ni mål og kun lukket 10 mål ind.

”Vi kunne måske godt lave flere mål ved mere indianer-fodbold, men vi vil gerne spille kontrollerende og ikke lukke så mange mål ind. Vi er meget bevidste om, at kampene er tætte, og at vi ikke skal tabe stort,” lyder det.

Historisk tv-kamp
Avarta praktiserer en 4-3-3-opstilling, der hurtigt bliver til 4-5-1, hvis modstanderen presser på. Et fleksibelt system, pointerer cheftræneren. Til kampen mod Fremad Amager var der nye folk på de tre øverste pladser i forhold til sidste weekend.

”Vi havde Mikkel Dahl på højrekanten, Nicolai Kjergaard på venstrekanten og Mohammed Ali oppe foran. Så vi havde tre nye med fra start der oppe, og Kjergaard fik scoret et mål, og det er jo positivt,” siger Grønbæk.

Et lille og meget interessant twist ved kampen mod Fremad Amager var, at Kanal Sport sendte live fra Amager.

”For første gang i Avartas historie blev en kamp vist live i tv på Kanal Sport. Det var jo helt fantastisk, og der var interview med trænerne og spillerne bagefter. I næste weekend på udebane mod Næstved er vi også på live. I hvert fald var det historisk at spille en tv-kamp i 2. division,” slutter Christian Grønbæk.

Avarta indtager tabellens 11. plads med 12 point, og der er ni point ned til stregen. Kampen mod Næstved, der i øjeblikket er toer, bliver spillet på søndag den 14. oktober kl. 13.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top