Annonce


En canadiers betragtninger
brad-gratton_RMB-traening38_080811_BP.jpg
Foto: Brian Poulsen
Ishockey Vi har bedt Rødovres canadiske cheftræner, Brad Gratton, om at give sin vurdering og syn på en række punkter om dansk ishockey i almindelighed.

Brad Gratton er vellidt i de danske ishockeykredse og fik senest jobbet som dansk landsholdstræner for U20, samtidig med at han passer hovedhvervet med at være træner for Rødovre Mighty Bulls på anden sæson.

Vi konfronterede ham, på en ganske almindelig hverdag inden en istræning, med en række parametre om dansk ishockey i almindelighed. Altså en canadisk betragtning af ishockeyens ’tilstand’ i Danmark.

Annonce

De unge spillere
”Mange unge danske spillere har god fart og kvalitet. I Canada lærer man fra begyndelsen at tage imod og give tacklinger, og mange spillere har ikke den fart, som danske spillere har. Så det handler mest om kroppen i Canada, og farten i Danmark. Der er flere fysiske spillere i Canada end her.

Der er rigtig mange gode unge spillere. Jeg håber bare, at de kan udvikle sig og få istid i den klub, de nu er i. Ishockey er lidt som gambling nogen gange. Du kan være heldig at passe helt ind, eller du kan risikere det modsatte og måske ikke kan komme overens med træneren.

Det største problem i Danmark lige nu er nok, at der er mangel på gode unge målmænd. På mit U20-landshold kigger jeg efter yngre målmænd, og jeg synes, at der skal gøres lidt mere for målmændene i denne liga.”

AL-Bank Ligaen
”De to stærkeste kæder er nogenlunde sammenlignelige med semiprofessionelle i Canada (ECHL og CHL). Ikke på det fysiske, men på teknik og fart. AL-Bank Ligaen er måske på niveau med den nedre halvdel af Allsvenskan eller toppen af 1. division. Jeg kunne dog godt tænke mig flere hold i ligaen, det ville være rigtig godt.”

Dommerne
”Jeg har ikke noget problem med dommerne. Der vil altid være plads til forbedring, hvad enten det drejer sig om dommere eller trænere. Som træner ved jeg heller ikke alt og kan altid lære noget nyt. Og det er det samme med dommerne. De er menneskelige, og folk må forstå, at de begår fejl, ligesom de tager gode beslutninger.

Jeg er ikke den type, der vil ’overfalde’ dommerne. Når de dømmer noget, må man leve med det, for det står ikke til at ændre. Jeg kunne dog godt tænke mig lidt mere sammenhæng i udvisningerne. Selv om vi spiller powerplay 20 gange, er det ikke godt, for det tager flowet og tempoet ud af kampen. Det er godt at have fire-fem spil i powerplay, men mere ødelægger kampen. Desuden får du ikke alle spillerne ind, og de sidder på bænken og bliver kolde.”

Trænerkollegerne i ligaen
Nogle trænere kender jeg godt, andre gør jeg ikke. Alle i ligaen vil vinde og gør, hvad de kan for det. Der er forskellige kulturer blandt trænerne fra Sverige over Danmark til Nordamerika. Alle sammen er lidt forskellige og har forskellige systemer til holdet. Når en træner kommer fra Nordamerika til Europa, begynder man at samle europæiske ting op. Der er mange hold, der spiller trap-systemet herovre, modsat i Nordamerika. Jeg vil altid respektere trænerne, for jeg ved, hvor hårdt det er.

Jeg forbereder mig meget, og det er ikke kun et to-timers job for mig. Og sikkert heller ikke for resten af trænerne i ligaen. Alle vil gerne vinde, så man må forberede sig ordentlig.”

Forholdene i skøjtehallerne
”Der er generelt gode faciliteter rundt omkring. En ting, jeg har talt med mange om, er, når vi er på besøg i Aalborg eller SønderjyskE, og der ikke er et board (taktiktavle, red.) på væggen. Jeg skal medbringe mit eget. Det er et omklædningsrum, og jeg synes, der skal være et eller i rummet. Jeg er heller ikke sikker på, vi selv har noget til gæsterne. Men det er også det eneste ’downfall’ for mig. De fleste steder, vi kommer, er der et trænerrum, og det er perfekt.

Der er som regel god mad efter kampene på udebane, ligesom vi selv har mad til udeholdet her. Det er respektfuldt over for modstanderen, og en god ting, at klubberne gør noget for hinanden. Vi behandler gæsterne godt her, ligesom vi gerne selv vil have ordentlig behandling, når vi er på udebane.”

Tilskuerne
Fansene, der kommer, er store tilhængere af klubberne og er gode supportere. Der er en anden atmosfære sammenlignet med kampene i Canada, hvor tilskuerne ikke er så vilde som i Danmark. Fansene her er meget højlydte og vil gerne ’være med’ i kampene. Man kan også sammenligne stemningen lidt med fodboldkampe, hvor der lidt er samme mentalitet.”

Kluborganisationerne
”Træneren og sportschefen gør alt for spillerne på isen, mens direktøren prøver at markedsføre holdet. Folk skal være smartere med pengene nu end tidligere, og du må træffe de rette beslutninger. Alle klubber laver også fejl ved for eksempel at hente en forkert spiller eller at udelade at hente en. Det handler om research, og der er mange ting omkring det at hente spillere. Men jeg synes helt sikkert, at ligaen går i den rigtige retning.

Jeg vil gerne se klubberne arbejde sammen og hjælpe hinanden uden for isen og nærmest være som en stor familie. Vi skal alle skubbe på for at gøre ligaen bedre og mere kendt. Når vi er på isen, så er der naturligvis ’battle’. Når en klub er i problemer, skal alle andre være klar til at hjælpe den på rette vej. Økonomien er ikke den stærkeste, men jeg vurderer, at alle gør det bedste for ligaen.”

Danmarks Ishockey Union
”Jeg har lært dem bedre at kende nu, efter jeg er blevet træner for landsholdets U20. Jeg har været derude til møder nogle gange og kender flere folk nu. Jeg synes, de gør et fint arbejde. Der er måske nogle regler, jeg godt kunne tænke mig blev ændret. Men nu er det ikke mig, der bestemmer den del, og jeg vil altid respektere, hvad de har af regler og beslutninger. Jeg tror, de gør det bedste for at få det til at blive endnu større. Men det kommer igen an på pengenes størrelse. Der skal hele tiden arbejdes på at gøre ishockeyen mere interessant, men der vil hele tiden opstå fejl – både i organisationer og hos trænere. Det vigtige er, at man så lærer af fejlene. Jeg har det fint med det arbejde, unionen udfører.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top